2000-tallet har budt på mange spændende udgivelser, og efter min mening har årtiet været noget mere interessant end det foregående. Her skulle man partout tage stilling til grungerock, Aqua eller britpop! 0′erne har ikke på samme måde været præget af sådanne store tendenser, som der blev tærsket langhalm på - vi har i stedet fået et hav af spændende plader i forskellige genrer og fra alle fire verdenshjørner. Især har det været interessant at se Canada og Sverige springe ud som førende indie-nationer. Alene dette er med til at gøre årtiet til det mest spændende – måske ligefrem i min levetid.
1. Arcade Fire: Funeral (2004) – CA
Arcade Fire er er den største musiske oplevelse, der er hændt mig de sidste ti år. En mageløs spilleglæde kombineret med infam men følsom vildskab. Aldrig før har skæv sang og instrumenter gået op i sådan en enhed. Det er ubeskriveligt intenst!
2. Håkan Hellström: Känn ingen sorg för mig Göteborg (2000) -SE
En plade, som har betydet meget for min forståelse af spilleglæde. Den dejlige dreng med den flotte hud, som har gjort så meget for det svenske popvæsen inc. Pladen = utøjlelige popglæde, som kun svenskerne kan lave det.
Imponerende ambitiøst, men kriminelt overset værk og nok det album på listen, som egner sig bedst til at blive hørt ud i ét – som et samlet værk. Smukt, melodiøst og ikke mindst symfonisk (nu også med sav!).
Ikke mange kender dette band, som heller aldrig har været ud over hjemlandets grænser (kom gerne til DK snart). Igennem længere tid har jeg været sygelig afhængig af deres følsomme men forholdsvis komplicerede poppsykedelia-kompositioner.
FF bragede igennem i 2004 med Take me out – en moderne klassiker. Sjældent at man efterhånden ser et så godt og intelligent et bud på et pophit. Albummet er tilsvarende hit efter hit…en sand perle.
Det indtil videre bedste bud på et dansk verdensnavn. Der er en håndfuld genindspilninger på Frengers, deres 3. udgivelse fra 2003, men det ser jeg altså bort fra her. Am I wry? No er efter min mening det bedste danske rocknummer nogensinde!
I 2001 fik New Yorker-new waven en tiltrængt opstramning med dette intelligente rock’n'roll-album. Yderst gennemtænkt, sammenspillet og træfsikkert…den går rent ind, også på dansegulvet.
9. Interpol: Turn on the bright lights (2002) - US
Endnu et New yorker-band - endnu en fornyelse af New waven. Denne gang ovre i Joy Division-territoriet. Mørkt, dystet, komplekst og fa’me bidende intenst!
10. Go-Betweens: The friends of Rachel Worth (2000) - AU
Australiens indieband nr. 1, som blev dannet helt tilbage i startfirserne. Her med deres ekstremt veloplagte comeback-album. Fremragende tekster og vokalarbejde - tilbagelænet, cool og helt-i-orden-modent.
13. Coldplay: A rush of blood to the head (2002) - UK
De ukronede konger af softpop. Sammenlignet med tidligere bands såsom Travis har Coldplay bragt en helt anden alvor og seriøsitet ind i softpoppen – mere hjerne mindre hygge!
Kashmir har været på banen siden starten af 90′erne, men de fængede mig først med dette udspil. Zitilites er af internationalt format, men bibeholder den særegne, nordiske tristesse.
00′erne var et stort årti for americana’en. The National højnede ambitionsniveauet og lavede et helstøbt album inden for den mere rockede del af genren.
17. Band of Horses: Everything all the time (2006) - US
Bandets debutplade. Følsom og spækket med stjernestunder. Det er lang tid siden, at hjerte og smerte, nostalgi og naturbevidsthed er kommet så smukt til udtryk som på denne skive.
18. Figurines; When the deer wore blue (2007) - DK
Endnu et storladent album fra dansk hånd. Her formår Figurines at blande deres distinktive artrock-stil med store vidder og armbevægelser, som er en Brian Wilson værdig!
Endnu et Joy Division-inspireret band. Med de forvrængede og hylende guitarer og de tight-piskende trommer serveres der intens energi fra første til sidste rille.
20. Beachwood Sparks: Once we were trees (2001) - US
Vi slutter af ude på landet, hvor hippierne vender. Slideguitar og psykedelia boltrer sig med hinanden på Once we were trees. Bandet slog aldrig helt igennem, men det gjorde de hjemme på min pladespiller!
Det legendariske pladeselskab Warp fylder 20 år i år. Selskabet har i mange år været synonymt med banebrydende alternativ elektronisk musik fra kunstnere som Aphex Twin, Boards of Canada, Autechre, Squarepusher og Plaid. I de senere år er spektret blevet bredt ud til også at rumme mere rockede kunstnere som Grizzly Bear, Maxïmo Park og Battles.
Jubilæet bliver fejret med diverse opsamlingsplader, bl.a. dobbeltalbummet ”Warp20 (Chosen)” med mere eller mindre kendte numre fra selskabets imponerende bagkatalog. Albummets første skive indeholder numre udvalg af fans, den anden Warp-medstifteren Steve Beckett’s personlige favoritter.
Lyt f.eks. til Plaids stemningsfulde nummer ”Eyen”:
Den flotte udgivelse er en virkelig god introduktion til selskabets kunstnere, samtidig med, at den byder på kræs for kendere.
HvidovreBibliotekernes musiksamling rummer masser af guld, der desværre ofte bliver overset i mængden af nye og populære udgivelser. Det synes vi er synd. Derfor vil vi gøre vores for at kaste lidt ny glans over det glemte guld her på bloggen.
Jeg vil lægge ud med at hive et rigtig svedigt, sjovt og waaay over the top-album frem i rampelyset, nemlig Pink Grease’s “This Is For Real” fra 2004. Der er dømt dans på bordene, når Pink Grease giver den alt hvad den overhovedet kan trække af sleazy Sheffield-style glam blandet med punk og new wave.
Den 27. oktober udsender veteranerne R.E.M. en dobbelt-cd med forrygende live-optagelser optaget mellem den 30. juni og 5. juli 2007 på Olympia Theater i Dublin. Man kommer igennem hele deres karriere, 39 sange fra perioden 1981-2007. Koncerten byder også på sange fra deres seneste cd, Accelerate fra 2008.
Via følgende link kan du nu lytte til hele koncerten, og du kan naturligvis stadigvæk låne deres cd’er på biblioteket.
For godt en uge siden var jeg så heldig, at min største koncertdrøm gik i opfyldelse! I anledning af 20-året for udgivelsen af mesterværket “Doolittle” fremførte The Pixies albummet i sin helhed ved en række koncerter. Og jeg var med til én af dem på Londons smukke, ramponerede Brixton Academy.
Pixies er mit absolutte yndlingsband gennem tiderne, så forventningerne til koncerten var skyhøje. Og ja, de blev indfriet. Et af de mest originale og stilskabende, og samtidig mest anti-rock ‘n’ roll-agtige bands i nyere tid, lagde ud med en forret af b-sider. Så var appetitten vakt, og publikum var klar til hovedretten i form af “Doolittle” i al sin magt og vælde. Se her hvordan åbningsnummeret “Debaser” blev serveret:
Den store Frank Black kan stadig skrige som ingen anden. Fantastisk! Desserten blev leveret ad to omgange, og bød på favoritter som “Gigantic” og “Caribou”.
Alt i alt var det en magisk aften i selskab med mine gamle helte. Nu må jeg så drømme om muligheden for at få dem at se igen.
Denne video har spøgt på Nettet i et stykke tid, men den er simpelthen så sjov, at jeg er nødt til at vise den her. Da Muse for nylig skulle fremføre førstesinglen “Uprising” fra deres nye album “The Resistance” på italiensk tv, blev de nægtet at spille live. I protest byttede de derfor pladser uden at fortælle det til nogen, og hverken vært eller publikum opdager det tilsyneladende.
Læg især mærke til den forfærdelige værts præsentation af bandet: “The Muuuse”, og forsanger og guitarist Matt Bellamys mildest talt alternative trommestil.
Så er der atter nyt fra skandinaviens største band: Kent.
Fra i dag kan den nye singel: TÖNTARNA downloades digitalt, imens det fysiske format udgives den 12 oktober.
Og den 6 november udgives så det nye album, der har fået titlen: RÖD.
På dette nye album har Kent valgt at fortsætte samarbejdet med den danske producer Joshua ( Kashmir, Mew, Carpark North m.m ) som også sad bag mixerpulten på bandets seneste album, det storsælgende Tillbaka Till Samtiden, fra 2007. Som sædvanlig har Kent været meget sparsommelige med udmeldinger omkring indspilningerne, udover det obligatoriske citat fra sanger og sangskriver Jocke Berg: Det er det bedste album vi hidtil har skabt! Men noget tyder på, at der har været arbejdet intenst på det over flere perioder og indspilningerne har denne gang budt på ophold i bla New York, og i det legendariske lydstudie Hansastudion i Berlin, hvor Der Meistersaal ( intet mindre kan vel gøre det, når der er tale om Kent! ) blev taget i brug! Men forhåbentlig har Kent ikke glemt det efterhånden klassik nordiske tungsind, der ligger som et vandmærke i deres musik, og det er derfor også betryggende at kunne læse, at alle tråde afsluttende er blevet samlet hjemme i deres eget studie Psykbunkern/Park Studio, i Hyltinge Kirke samt i diverse hverdagsrum!
Året er 1964 – den amerikanske ungdom bliver introduceret for the Beatles via det populære Ed Sullvan-show, og intet er længere som før! Da USA lidt efter bliver præsenteret for den rigtige rock i form af de beskidte Rolling Stones, går det for alvor galt! De unge er trætte af være dydsmønstre og lader derfor håret gro, samtidigt med de røver butikkerne for Beatles-boots. En stor del af denne forargede ungdom finder også vejen til garagen, hvor de øver med egne bands ud fra drømmen om selv at blive stjerner ligesom alle de engelske forbilleder.
I årerne 1964-1967 fandtes tusinde af sådanne garagebands, der forsøgte at efterligne de engelske bands med det resultat, at de oftest kom til at lyde som noget helt andet! Det var nemlig de færreste, som besad de samme musiske talenter som deres idoler. Ej heller havde de penge til at købe dyre instrumenter men måtte nøjes med billige italiensk producerede orgler og halvt hjemmebyggede guitarer samt guitarpedaler. Ej heller var der råd til dyre studier, når de endelig ville indspille deres musik. Men dyrt udstyr og virtuositet er én ting, hvorimod energi og entusiasme mange gange er noget helt helt andet. Sidstnævnte var netop kendetegnende for denne såkaldte garagerock-bølge i midttredsernes USA.
I dag er disse indspilninger, i form af singleplader og lp’er, i meget høj kurs blandt samlere som jeg selv, og det er der ikke noget at sige til, når man lytter til musikken. Magen til eksplosiv energi, punk-attitude og rock-intensitet skal man lede meget længe efter!
Det har længe været kendt, at Radiohead er igang med at indspille opfølgeren til deres seneste mesterværk “In Rainbows”. Således kunne vi her på bloggen for 14 dage siden fortælle, at bandet havde valgt at lægge nummeret “These Are My Twisted Words” ud på internettet til lovlig download. Men allerede nu er der flere sange på vej. Mere præcist den 21 september, hvor de to sange: FeelingPulledApartbyHorses og The Hollow Earth,udgives under navnet Thom Yorke og kan erhverves via bandets hjemmeside eller, som de skriver, fra en god pladeforretning, hvis man er så heldig at have een i nærheden af hvor man bor! Kort fortælles der om de to sange, at FeelingPulledApartbyHorses er en radikal nyindspilning af et nummer, der siden 2001 har ligget og ventet på at blive brugt. The Hollow Earth stammer oprindeligt fra tiden, hvor Thom Yorke udgav det flot anmeldte soloalbum “The Eraser”, men har således også været en tur gennem Radiohead anno 2009.
