h1

Top 10 2015 Jazz

december 18, 2015

Var det et jazz-år, der generelt pegede tilbage i tiden? Det var i hvertfald året, hvor Miles Davis’ “Kind of Blue” på grammofonplade fandt vej til Hitlisten.nu; hvor coveret på Mimi Terris nye album i AGFA-farver vækkede minder om tidligere tider, og hvor der var nyt fra swingende Svend Asmussen. Men nej. Det var ikke et jazz-år, der generelt pegede tilbage i tiden. Det er vist mere undertegnedes musiksmag, der gør det. Men bedøm selv. Musikken kan naturligvis lånes på biblioteket. Eller lyttes til på Bibzoom.

Snorre Kirk: Europa

Det her er bare et super godt album og nomineret til en DMA Jazz pris 2015 for årets danske jazzudgivelse. Snorre Kirk og Co. kan til tider virke næsten underspillede i deres tilbagelænede stil. Det er ret så finurligt og med et smil på læben. Det er cool, det er med slips, og jeg glæder mig meget til at følge dem – og deres kommende albums.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Cæcilie Norby: Just the two of us

På albummet leverer Cæcilie Norby og Lars Danielsson endnu engang førsteklasses samarbejde. Utroligt hvor meget Norbys stemme og Danielssons bas kan fylde sammen. Stilen fornægter sig ikke. Det er samme sound som First Conversation fra 2002. Samme inderlighed og gennemførthed; bare i et meget mindre setup. Anbefales varmt.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Nicolai Majland: Leaving and believing

Nicolai Majlands første CD har i det forgangne år ret ofte lydt ud af mine højttalere. Det er et meget venligt, afdæmpet og kompetent album med en blanding af egne og andres kompositioner. Glæder mig til at følge hans videre jazz-færden og til det næste album.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Mimi Terris: Flytta hemifrån

Man keder sig IKKE i selskab med Mimi Terris. Ej heller sammen med det overdådigt instrumenterede og swingende akkompagnement. Men lytter man til teksterne, træder nogle lidt mørkere sider frem, hvilket gør det hele lidt tragikomisk. Det er hamrende godt gået. Heja Sverige!

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Jacob Fischer: In New York City

Guitar-ekvilibrist Jacob Fischer swinger sig suverænt igennem endnu et stilsikkert album, der oser af musikalsk overskud. Denne gang er han taget til USA og spiller sammen med amerikanske musikere. Men det er umiskendeligt Jacob Fischer. Swing, swing og swing. Og Django Reinhardt.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Svend Asmussen: Embraceable

Hvem skulle have troet, at Svend Asmussen ville udgive en ny CD? Ikke desto mindre er der i gemmerne fundet denne indspilning fra en koncert i Paris i 1985, der først nu ser dagens lys. Indhold og tone er Svend Asmussen i en nøddeskal. Gennemført og swingende. Inkl. June Night. Dyb respekt og stort tillykke til Svend Asmussen med de 100 år til februar.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Cathrine Legardh: I mit hjertes café

Cathrine Legardh er på sin seneste CD gået sammen med norske Johan Egdetveit, og sammen har de skabt musik til en række digte af Tove Ditlevsen. Og både Egdetveit og Legardh er super formidlere. Teksterne er i centrum (som de skal være), men det gør under ingen omstændigheder akkompagnementet sekundært eller uinteressant. Musikken får derimod i høj grad lov til at kommentere.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Clara Vuust: A Winter Tale

Til at varme sig på i vintertiden kan anbefales Clara Vuust, hvor hun på sin CD nr. 2 fortolker kompositioner primært fra den danske sangskat. Krystalklar sangstemme i feltet mellem jazz og visesang. Læg mærke til klarinetspillet. Det er prikken over i’et.

Lyt på Bibzoom.

Kenny Drew: The Complete Jerome Kern/Rodgers & Hart songbooks

Dette album er egentlig en samling af to tidligere udgivne albums, hvilket dog ikke gør det ringere. I min verden har The Great American Songbook en stor stjerne, og Kenny Drew følger fortolkninger af Kern, Rodgers og Hart helt til dørs. Et album, der peger bagud? Helt klart. Indspilningerne er fra 1950’erne, og Kenny Drew selv giver mindelser tilbage til København som ægte jazz-by i 60’erne og hans i tiden derefter mangeårige samarbejde med Niels Henning Ørsted Pedersen. Hans elegante spillestil rammer plet.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Miles Davis: Kind of blue
MIles Davis

Og så er vi ved albummet over mange albums, Miles Davis legendariske “Kind of Blue” fra 1959, som i 2015 blev genudgivet på LP. Der er tale om en af grundpillerne i moderne jazz; det holder og det inspirerer fortsat. Og så fortæller genudgivelsen noget om vinylens ståsted. Ikke på vej væk, men frem.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

 /Tjørnov
Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: