Archive for the ‘Arrangementer’ Category

h1

Musikåret, der gik på biblioteket.

januar 1, 2017

new-years-day-1021358_1920

Det var året, hvor Bob Dylan fik Nobelprisen i litteratur – og hvor verden mistede Prince, David Bowie, Leonard Cohen, George Michael og den ‘5. Beatle’, musikproduceren George Martin. Alle ikoner, der ikke bare bidrog til musikhistorien, men satte retning på den.

David Bowie udgav “Blackstar” kun et par dage inden hans død, og nummeret “Lazarus” blev hurtig fortolket som en hentydning til hans egen snarlige bortgang. Og så gentog historien sig: Leonard Cohen nåede også at udgive sit sidste album kort tid inden han døde i november. “You Want It Darker” kredser om adskillelse og det store farvel, knivskarpt leveret af en stemme, der ikke kunne blive dybere, og med den ro og nærvær, som  var Cohens varemærke.

På  Hovedbiblioteket markerede vi Bowie med et suverænt foredrag af Jan Poulsen. Udsolgt og en stor succes. Cohen og Dylan har længe prydet vores udstillingspodie. Og til foråret giver vi Dylan endnu mere fokus. Hvordan, vil programmet for bibliotekets arrangementer afsløre i det nye år.

På den klassiske musik-front var det året, hvor verden mistede to sværvægtere, den franske komponist og dirigent Pierre Boulez og den østrigske cellist og dirigent Nikolaus Harnoncourt. To modpoler kan man sige. Pierre Boulez hørte som komponist til modernismen inden for klassisk musik, mens Harnoncourt var foregangsmand for opførelse af tidlig klassisk musik på originalinstrumenter. Sidstnævnte var et emne vi valgte at have på programmet i bibliotekets klassiske lytteklub. En lærerig aften, hvor bestyrer af lytteklubben, operasanger Susanne Lange, lagde op til at sammenligne indspilninger af klassisk musik, og hvor vi undrende kunne konstatere, hvor forskelligt den samme musik kan lyde afhængig af måden, den opføres på.

På en måde var der en rød tråd igennem året, der hed ‘musik og tekst’. Cohen, Bowie og Dylan har allerede været nævnt. Deres digtning hænger uløseligt sammen med deres musik. Men ind fra højre kom også Shakespeare, hvis død for 400 år siden blev markeret med et arrangement i lytteklubben, hvor musik inspireret af hans skuespil var i fokus. Og i en lidt anden boldgade havde lytteklubben fokus på teksten, da vi mødtes om  Schuberts sangcyklus “Winterreise”. Det blev faktisk et tilløbsstykke. Er der noget, vi har overset her? Måske ligger der hos brugerne af vores bibliotek en særlig interesse for sammenhængen mellem tekst og musik? Måske er der en pointe her, vi skal kigge nærmere på?

Når jeg nu er ved kombinationen af musik og tekst, så var det også året, hvor en amerikansk musical fik ekstra opmærksomhed, da landets kommende republikanske vicepræsident aflagde forestillingen et besøg på Broadway, og som konsekvens fik både læst og påskrevet af publikum og skuespillere, der var bekymrede for USA’s fremtid. Musicalen “Hamilton” er skrevet af Lin-Manuel Miranda og handler om Alexander Hamilton, en af USAs grundlæggere. Er New York en tand for langt væk, kan musical-elskere glæde sig til, at musicalen får premiere i London oktober 2017. Musikken er naturligvis indkøbt til biblioteket.

Og her til slut en opsummering: Det var året, hvor den danske jazzviolinist Svend Asmussen fyldte 100 år, og hvor paraplysamleren, den excentriske franske komponist Erik Satie fyldte 150. Begge markeret med blog-indlæg og udstillinger. Hvor Jan Poulsen kom forbi Hovedbiblioteket endnu engang og denne gang holdt foredrag om Dizzy Mizz Lizzy. Og hvor det ikke var George Martins lyd, der prægede vores Beatles-arrangement med Per Wium, med derimod elever fra Hvidovre Musikskole, der lagde soundtrack til det velbesøgte foredrag. Og så var det året, hvor vi i anledning af Vestegnens Kulturuge og det store arrangement ‘Biblioteket på den anden side’, kunne invitere til koncert med Dissing & Las i børnebiblioteket og senere på dagen, til koncert med Pernille Rosendahl. Tak for det og for enormt flot produceret lyd i  Hvidovre Medborgersal.

Og sådan gik året på Hvidovre Hovedbibliotek med udstillinger, blog-indlæg, koncerter, arrangementer, fællessang og masser af nyindkøbt musik.

På vegne af Musikudvalget vil jeg sige tak for musikåret, der gik på biblioteket.

Gik du også på biblioteket?!

Vi ses i det nye år!

Bedste nytårshilsner

/Tjørnov 

 

Musikken fra årets gang kan du låne lige her:
Prince: HITnRUN phase two
David Bowie: Blackstar og Lazarus
Leonard Cohen: You Want It Darker
George Michael: Symphonica
Pierre Boulez: Bruckners 8. symfoni
Nikolaus Harnoncourt: Beethovens ‘Missa Solemnis’
Svend Asmussen: The incomparable fiddler
Erik Satie: Gnossiennes
William Shakespeare: The Sound of Shakespeare
Lin-Manuel Miranda: Hamilton
Pernille Rosendals “Dark Bird” er ikke udkommet som cd – kan kun streames.
Dizzy Mizz Lizzy: Forward in Reverse

 

 

 

Reklamer
h1

Hvilket jazz-år skal det være?

juni 10, 2016

CJF2016logo-1-pos

120 spillesteder og over 1300 koncerter.  Den umiddelbare opgave som jazzelsker er som sædvanlig at prioritere benhårdt, når festivalen løber af stablen. Skal året være traditionelt? Solid moderne jazz? Det eksperimenterende? Crossover? Verdensmusik? Det nørdede? Eller de store internationale navne?  Eller bare lidt af det hele? Her er et lille udpluk, hvad undertegnede musikbibliotekar kunne fristes af.

Besøg fra det store udland: DR Koncerthuset er vanen tro rammen om koncerter med solide internationale stjerner. I år bydes der på sanger Gregory Porter, guitarist Pat Metheny, saxofonist Branford Marsalis, og ikke mindst vokalist Dee Dee Bridgewater. Der er lagt op til flere brag af nogle koncerter.

Tributes to: I håbet om, at solen vil skinne over en skyfri jazzfestival, kan det den 2. juli passende anbefales at lægge vejen forbi Kongens Have til to begivenheder, der sætter dansk jazz i relief: En koncertdag til ære for bassist Hugo Rasmussen, der døde sidste år, og som i mange år var en gennemgående figur på jazzfestivalen, da han som regel spillede et imponerende antal koncerter. Dagen efter – også i Kongens Have – er 100-års fødselaren Svend Asmussen i centrum, når violinist Kristian Jørgensen m.fl. spiller hyldestkoncert. En tredje, men noget anderledes “tribute”, kan man opleve på Betty Nansen Teatret, når Anders /Benjamin Koppel, Marilyn Mazur, Cæcilie Norby m.fl. fortolker musik af 150 års jubilaren, den franske komponist Erik Satie i en crossoverkoncert til klassisk musik. Ikke dårligt.

Vokalister: Ingen jazzfestival uden koncerter med fremragende danske vokalister som Sinne Eeg, Cæcilie Norby, Veronica Mortensen, Birgitte Soojin, Sidsel Storm og Cathrine Legardh. Og så skal nævnes Mimi Terris, der er ved at slå sit navn fast som forrygende sanger med et pust af swingende svensk nostalgi. Anbefales varmt.

Og så er der koncerten med Dreamers’ Circus, hvis jazz-ørerne pludselig bliver trætte og vil slappe af med noget mere folk-præget musik. Eller koncerter af verdensmusikalsk karakter, f.eks. afrocubansk musik med bassisten og sangeren Richard Bona eller den brasilianske legende  Egberto Gismonti. Der er absolut noget for enhver smag. Og dette var som nævnt blot et lille udpluk.

Servicemeddelelse: På biblioteket har vi ganske få eksemplarer tilbage af programmet til festivalen; men ak, vi vil nok melde udsolgt snart. Tjek i stedet jazz.dk. God festival.

/ Helle T

h1

Station til station – foredrag om Bowie

januar 28, 2016

bowie plakat

Rockforfatteren Jan Poulsen har interviewet og mødt David Bowie flere gange, og med udgangspunkt i sin bog, ‟Station til station mod den næste dag”, binder han sløjfe på en lang og fantastisk karriere uden sidestykke.

Det sker onsdag den 10. februar kl. 19 på Hvidovre Hovedbibliotek, Hvidovrevej 280, hvor Jan Poulsen holder et fængslende og vedkommende foredrag om kunstneren, krydret med musikeksempler, facts og anekdoter fra et langt og indflydelsesrigt musikerliv.

Billetterne koster 50 kr. inkl. gebyr og kan købes på Billetlugen.dk eller på bibliotekerne i Hvidovre.

Facebbok-event: https://www.facebook.com/events/173913959637581/

/Rosenblad

h1

Invitation til “årets musik” i Musikloungen

januar 19, 2016

Så er det i morgen onsdag mellem 17-19, at vi mixer årets bedste musik i musikafdelingen på Hvidovre Hovedbibliotek. Som I måske husker, lavede vi ved årsskiftet hele tre lister med vores bud på årets bedste udgivelser inden for henholdsvis rock, jazz og klassisk, og de bedste tracks herfra har nu også fundet vej til to fede mix. De kan allerede streames lige nu via Mixcloud men kan altså også kan høres på fuld kraft i morgen den 20. januar på biblioteket. Vi glæder os til at hilse på dig og låne dig musikken 😉

vh. Musikudvalget.dk

h1

Vinyl-café

november 10, 2015

vinylcafe_300x300

Lørdag den 21. november er der tre ekstra gode grunde til at tage en tur forbi Hvidovre Hovedbibliotek. Man kan komme og se vores nyindrettede musikområde og købe kasserede cd’er ved det ekstraordinære cd-salg kun denne dag. Kl. 14-15.30 vil den professionelle DJ ved navn Flydende Noiagratin vende vinyler. DJ’en med det borgerlige navn Emil Dall vil desuden krydre den gode musik med anekdoter, og der vil også være mulighed for ønsker og spørgsmål fra publikum.

Vi ses!

/Thorlund