Archive for the ‘klassisk’ Category

h1

Musikåret, der gik på biblioteket.

januar 1, 2017

new-years-day-1021358_1920

Det var året, hvor Bob Dylan fik Nobelprisen i litteratur – og hvor verden mistede Prince, David Bowie, Leonard Cohen, George Michael og den ‘5. Beatle’, musikproduceren George Martin. Alle ikoner, der ikke bare bidrog til musikhistorien, men satte retning på den.

David Bowie udgav “Blackstar” kun et par dage inden hans død, og nummeret “Lazarus” blev hurtig fortolket som en hentydning til hans egen snarlige bortgang. Og så gentog historien sig: Leonard Cohen nåede også at udgive sit sidste album kort tid inden han døde i november. “You Want It Darker” kredser om adskillelse og det store farvel, knivskarpt leveret af en stemme, der ikke kunne blive dybere, og med den ro og nærvær, som  var Cohens varemærke.

På  Hovedbiblioteket markerede vi Bowie med et suverænt foredrag af Jan Poulsen. Udsolgt og en stor succes. Cohen og Dylan har længe prydet vores udstillingspodie. Og til foråret giver vi Dylan endnu mere fokus. Hvordan, vil programmet for bibliotekets arrangementer afsløre i det nye år.

På den klassiske musik-front var det året, hvor verden mistede to sværvægtere, den franske komponist og dirigent Pierre Boulez og den østrigske cellist og dirigent Nikolaus Harnoncourt. To modpoler kan man sige. Pierre Boulez hørte som komponist til modernismen inden for klassisk musik, mens Harnoncourt var foregangsmand for opførelse af tidlig klassisk musik på originalinstrumenter. Sidstnævnte var et emne vi valgte at have på programmet i bibliotekets klassiske lytteklub. En lærerig aften, hvor bestyrer af lytteklubben, operasanger Susanne Lange, lagde op til at sammenligne indspilninger af klassisk musik, og hvor vi undrende kunne konstatere, hvor forskelligt den samme musik kan lyde afhængig af måden, den opføres på.

På en måde var der en rød tråd igennem året, der hed ‘musik og tekst’. Cohen, Bowie og Dylan har allerede været nævnt. Deres digtning hænger uløseligt sammen med deres musik. Men ind fra højre kom også Shakespeare, hvis død for 400 år siden blev markeret med et arrangement i lytteklubben, hvor musik inspireret af hans skuespil var i fokus. Og i en lidt anden boldgade havde lytteklubben fokus på teksten, da vi mødtes om  Schuberts sangcyklus “Winterreise”. Det blev faktisk et tilløbsstykke. Er der noget, vi har overset her? Måske ligger der hos brugerne af vores bibliotek en særlig interesse for sammenhængen mellem tekst og musik? Måske er der en pointe her, vi skal kigge nærmere på?

Når jeg nu er ved kombinationen af musik og tekst, så var det også året, hvor en amerikansk musical fik ekstra opmærksomhed, da landets kommende republikanske vicepræsident aflagde forestillingen et besøg på Broadway, og som konsekvens fik både læst og påskrevet af publikum og skuespillere, der var bekymrede for USA’s fremtid. Musicalen “Hamilton” er skrevet af Lin-Manuel Miranda og handler om Alexander Hamilton, en af USAs grundlæggere. Er New York en tand for langt væk, kan musical-elskere glæde sig til, at musicalen får premiere i London oktober 2017. Musikken er naturligvis indkøbt til biblioteket.

Og her til slut en opsummering: Det var året, hvor den danske jazzviolinist Svend Asmussen fyldte 100 år, og hvor paraplysamleren, den excentriske franske komponist Erik Satie fyldte 150. Begge markeret med blog-indlæg og udstillinger. Hvor Jan Poulsen kom forbi Hovedbiblioteket endnu engang og denne gang holdt foredrag om Dizzy Mizz Lizzy. Og hvor det ikke var George Martins lyd, der prægede vores Beatles-arrangement med Per Wium, med derimod elever fra Hvidovre Musikskole, der lagde soundtrack til det velbesøgte foredrag. Og så var det året, hvor vi i anledning af Vestegnens Kulturuge og det store arrangement ‘Biblioteket på den anden side’, kunne invitere til koncert med Dissing & Las i børnebiblioteket og senere på dagen, til koncert med Pernille Rosendahl. Tak for det og for enormt flot produceret lyd i  Hvidovre Medborgersal.

Og sådan gik året på Hvidovre Hovedbibliotek med udstillinger, blog-indlæg, koncerter, arrangementer, fællessang og masser af nyindkøbt musik.

På vegne af Musikudvalget vil jeg sige tak for musikåret, der gik på biblioteket.

Gik du også på biblioteket?!

Vi ses i det nye år!

Bedste nytårshilsner

/Tjørnov 

 

Musikken fra årets gang kan du låne lige her:
Prince: HITnRUN phase two
David Bowie: Blackstar og Lazarus
Leonard Cohen: You Want It Darker
George Michael: Symphonica
Pierre Boulez: Bruckners 8. symfoni
Nikolaus Harnoncourt: Beethovens ‘Missa Solemnis’
Svend Asmussen: The incomparable fiddler
Erik Satie: Gnossiennes
William Shakespeare: The Sound of Shakespeare
Lin-Manuel Miranda: Hamilton
Pernille Rosendals “Dark Bird” er ikke udkommet som cd – kan kun streames.
Dizzy Mizz Lizzy: Forward in Reverse

 

 

 

Reklamer
h1

Wall Of Sound!

maj 11, 2016

wall of sound

Vi har holdt vagtskifte i musikudvalget, og i den gode smags tjeneste er væggen i musikafdelingen denne måned prydet med stærke udgivelser fra de seneste 6 årtier! Alle er personlige favoritter, og er selvfølgelig at finde i bibliotekets musiksamling.

/Olsen

h1

Brush up your Shakespeare music

april 23, 2016

shakespeare-67698_1280

En af måderne at komme Shakespeares univers nærmere, er ved at lytte til noget af den enorme mængde musik, som igennem tiderne er blevet komponeret over hans skuespil, eller som bare henviser til eller citerer den store dramatiker /poet. Start f.eks. med at dykke ned i musikken som den blev komponeret og anvendt i hans egne skuespil, på hans egen tid. Musikken finder du lige her: Shakespeare’s musickEller gå i biograf-mode og lyt til originalmusikken fra Much Ado About Nothing (1993), Henry V (1989), Hamlet (1996)Love’s Labour’s Lost (2000) og As You Like It (2006) skrevet af den skotske filmkomponist Patrick Doyle, alle film med et solidt fingeraftryk af den nordirske skuespiller Kenneth Branagh. Eller bliv ved filmens verden og gå lidt længere tilbage i tiden til henholdsvis 1944 og 1948 og William Waltons musik til Hamlet og Henry V med Laurence Olivier i hovedrollerne. (En lille servicemeddelelse: Oliviers Hamlet kan opleves open-air i forbindelse med markeringen af Shakespeare-året på Kronborg d. 15 august). Hvis du er til opera, kan du ikke komme uden om Verdis 1800-tals værker  FalstaffOtello og Macbeth. Eller Thomas Adès’ The Tempest fra 2003. Er du til drama uden ord er ballet måske sagen: Prokofievs musik til Romeo og Julie (1935) hører til den helt store ballet-musik, og af berømt musik komponeret til skuespillet  En skærsommernatsdrøm er Mendelssohn-Bartholdys – inkl. berømt bryllupsmusik. Er du mere til genren midt i mellem det hele, musicalen, er der også rig mulighed for at opleve Shakespeare, f.eks. i Broadway-musicalen The Boys From Syracuse (1938) med musik af Richard Rodgers baseret på komedien A Comedy Of Errors, eller Leonard Bernsteins West Side Story (1957) baseret på Romeo og Julie. Og skal det hele være lidt sjovere er Cole Porters Kiss Me, Kate (1948) et godt bud på en “backstage-komedie”, der handler om et teaters opførerelse af The Taming Of The Shrew, og hvorfra sangen “Brush Up Your Shakespeare” stammer. Endelig må vi ikke glemme jazzen: Duke Ellingtons album Such Sweet Thunder (1957) var baseret/inspireret af Shakespeare; ej heller må vi glemme de utallige referencer til Shakespeare, som også nulevende kunstnere har anvendt, f.eks. Bob Dylan i sangen Desolation Road, eller såmænd Sebastians monster-landeplage fra 1981, Romeo,  for at tage to yderpunkter. Alas. Dette var ordene på denne lørdag d. 23. april 2016, hvor Shakespeare døde for 400 år siden. Og hvor musikken er fulgt ret godt med. Og stadig kan lånes på biblioteket. 

 

/ Helle T

 

h1

Invitation til “årets musik” i Musikloungen

januar 19, 2016

Så er det i morgen onsdag mellem 17-19, at vi mixer årets bedste musik i musikafdelingen på Hvidovre Hovedbibliotek. Som I måske husker, lavede vi ved årsskiftet hele tre lister med vores bud på årets bedste udgivelser inden for henholdsvis rock, jazz og klassisk, og de bedste tracks herfra har nu også fundet vej til to fede mix. De kan allerede streames lige nu via Mixcloud men kan altså også kan høres på fuld kraft i morgen den 20. januar på biblioteket. Vi glæder os til at hilse på dig og låne dig musikken 😉

vh. Musikudvalget.dk

h1

Top 10 2015 Klassisk

december 21, 2015

Lad det være sagt: Dette år har i høj grad været præget af Carl Nielsens 150 års fødselsdag. Og listen indeholder derfor også et par eksempler på de fremragende indspilninger, der er udkommet med hans værker. Men der har også været mange andre gode ting, og listen er kun udtryk for en lille del af årets lange gang. Der indspilles heldigvis ufattelig meget god klassisk musik. Og ofte er der nogle små historier, der knytter sig til indspilningerne. Dem har jeg sat fokus på. Men bedøm selv. Lyt på Bibzoom eller lån musikken på biblioteket.

Carl Nielsen: Maskarade

Carl Nielsens opera “Maskarade” findes efterhånden i en håndfuld indspilninger, der hver i sær afspejler den æra de er indspillet i. Denne nye “Maskarade” – udgivet i anledning af Carl Nielsen året og med DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret, fremragende solister og Michael Schønwandt i spidsen for det hele – nærmer sig at være en af de bedste. Lyd, dynamik og tempi er i top. Der spilles med et sprudlende engagement, overskud og viden om Carl Nielsen. Sådan skal den skæres.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Carl Nielsen: The symphonies and concertos

Carl Nielsen året bredte sig ud i verden og blev fejret udenlands. Igennem flere år har dirigenten Alan Gilbert og New York Philharmonic arbejdet på en indspilning af Nielsens symfonier og koncerter. Det hele blev i 2015 samlet i et lækkert boxsæt, hvor også danske Nikolaj Znaider brillierer i violinkoncerten. Gilbert dirigerer Nielsens musik ligefremt, raskt til og uden omsvøb. Måske er der ingen amerikanske indspilninger af Nielsens musik, der overgår legendariske Leonard Bernstein, der i 1965 indspillede den 3. symfoni, “Espansiva”, med Det Kgl. Kapel – samme år han fik Sonnings Musikpris. Det er svært at overgå. Men også Gilberts indspilning har format og understreger, at Nielsen er på verdenskortet.

Lån musikken

Thomas Adés: The twenty-fifth hour

Nu vi er ved Sonnings Musikpris, så blev prisen i 2015 tildelt den engelske komponist Thomas Adés. Han modtog den ved en koncert i Koncerthuset, hvor han dirigerede sine egne værker. Mere autentisk kunne det ikke blive. Det gav selvfølgelig anledning til at sætte fokus på denne anerkendte, men nok ikke så kendte komponist. Også i lytteklubben her på biblioteket gik vi ombord i hans musik. Og hvad kendetegner ham så? Han er en mester i at instrumentere. Han undersøger i sin musik, hvad instrumenter kan; han er ikke bange for at blande stilarter og henter desuden masser af inspiration fra anden musik. Melodiøs musik blander sig med det kradse og danner det lydunivers, der er blevet Adés varetegn. Årets udgivelse fra Adés er en samling af hans kammermusikalske værker. Lyt med åbent sind.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Johann Sebastian Bach: Goldbergvariationer

Bachs Goldbergvariationer hører til den del af klaverhistorien, som pianister gerne prøver kræfter med, og der findes adskillige berømte indspilninger af slagsen. I denne nye udgave er det den unge russiske pianist Igor Levit, der giver sit bud. Og det gør han så godt, at anmelderne netop placerer ham i toppen af de berømte indspilninger. Så her er det værd at lytte efter. Og ikke nok med at han prøver kræfter med Bach. Han fortolker Beethovens “Diabelli-variationer” og Rzewskis “The people united will never be defeated!” Det er ret vildt.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Jonas Kaufmann: Nessun Dorma – The Puccini Album

Er man til opera i koncentreret form med vellyd og hits fra start til slut, så er superstjernen Jonas Kaufmanns nye album med Puccini-numre sagen. Herlighederne dirigeres af Antonio Pappano. Det er uforpligtende lytning, og det lyder og klinger godt. Indspilningen er i øvrigt nomineret til en Grammy i kategorien best classical solo vocal album.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Sistine Chapel Choir: Cantate Domino

Denne indspilning med tidlig musik af bl.a. Palestrina er den første indspilning foretaget i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet. Alene af den grund er den fascinerende. Den er bemærkelsesværdig, fordi den nok i virkeligheden klinger mere af den akustikken i det berømte kapel, end af musikken. Med andre ord: Rumklangen er ret voldsom. Men falder sounden ikke i smag, så send alligevel i det fantastiske rum med udsmykning af Michelangelo en kær tanke. Eller tag en tur til Rom og oplev det selv.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Ólafur Arnalds: The Chopin Project

Her er vi ude i en crossover version af nogle af Chopins værker. Islandske Ólafur Arnalds og pianisten Alice Sara Ott præsenterer Chopin i anderledes indpakning, lækker lyd og absolut produceret i respekt for originalmusikken. Men er det nu også Chopin? Den klassiske musiks værker dømmes som regel ud fra, hvordan værkerne opføres. Men her er der netop pillet ved måden værkerne sædvanligvis opføres på – og der er oven i købet tilføjet originalmusik af Arnalds. Et eller andet sted rykker det ved fundamentet af den klassiske musikforståelse. Og det er jeg ret begejstret for. Døm selv.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Lang Lang in Paris

Virker ovenstående form for Chopin for mystisk, så tag med til den ægte vare med kinesiske stjernepianist Lang Lang. Her får vi indledningsvis Chopin for fuld udblæsning i hans ekvilibristiske “Scherzi” efterfulgt af Tjajkovskijs “Årstiderne”. Jeg elsker Chopins klavermusik, men lige her, er det faktisk mere Tjajkovskij (med lidt mere ro på), der gør indtryk. Drøm om lidt sommer i satsen “June: Barcarolle”.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Brahms: The Piano Concertos

To af den klassiske musiks sværvægtere, erfarne pianist (og dirigent) Daniel Barenboim og yngre, men efterhånden også erfarne dirigent Gustavo Dudamel, er her gået sammen om en indspilning af Brahms’ 1. og 2. klaverkoncert. Dudamels navn får mig altid lige til at kigge en ekstra gang. Som “barn” af det Venezuelanske musikskolesystem “El Sistema”, der kort fortalt går ud på at hjælpe børn/unge igennem et tilbud om at lære at spille i orkester, er Dudamel den store succeshistorie. Og en længere historie. Alligevel ligger netop den fortælling lige i overfladen, når Dudamel optræder.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

Aurora Orchestra: Insomnia

Her er vi ude i lidt af et konceptalbum. Det unge engelske orkester “Aurora Orchestra” med tenoren Allan Clayton i spidsen udforsker igennem musik af bl.a. Britten og Paul McCartney (ja, nemlig) afskygninger af søvnløshed. Det lyder godt, og det er et klassisk album af tiden: Crowfunded indspilning, Twitter, Facebook og YouTube som digitale platforme.  Der er tale om et ildsjæle-orkester, der har vundet stor anerkendelse i England, og som helt naturligt er up to date med nye metoder.

Lyt på Bibzoom. Lån musikken

 /Tjørnov
h1

Livgivende klassisk

oktober 7, 2015

Man tager et af Danmarks Radio nedlagt, men – med mange gode menneskers hjælp og entusiasme – genopstået underholdningsorkester, lader det spille i konservatoriets smukke og stemningsfyldte arkitekturperle af en koncertsal, tilføjer et stk. stjernedirigent i Adam Fischer, der til og med kender netop dette orkester som sin egen bukselomme, sætter i med en Schubert-ouverture efterfulgt af to Mozart-arier med up-coming stjernesopran Lise Davidsen, der med en kraftpræstation nærmest blæser publikum ud til pausen, og afrunder herligheden med en kanon opførelse af Beethovens 3. symfoni ‘Eroica’. Undervejs er der ikke andet at gøre end at læne sig tilbage, nyde, lade sig bevæge og hvirvle med. Det samlede resultat er livgivende og en perfekt optakt til en ny uge.

Kunne alt sammen høres og ses på en solbeskinnet søndag i slutningen af september i København. Og kan næppe gentages. Der er jo netop tale om live-koncertens magi.

Men lyt alligevel til koncertens musik i andre udgaver. Og fortvivl ej, o fans af Danmark Underholdningsorkester og Adam Fischer: En indspilning med Beethovens samlede symfonier er måske på vej….

Schubert: Ouverturen til operaen Fierrabras. (Klik her for Bibzoom).

Mozart: Arien “D’Oreste, d’Ajace” fra operaen Idomeneo. (Klik her for Bibzoom. Klik her for biblioteket)

Mozart: Arien “Non più di fiori” fra operaen La Clemenza di Tito. (Klik her for Bibzoom. Klik her for biblioteket).

Beethoven: Symfoni nr. 3 Eroica. (Klik her for Bibzoom. Klik her for biblioteket)

/Tjørnov

h1

Nyt på hylderne – september ´15

september 30, 2015

Ovenpå en slumrende sommer er musikbranchen atter ved at vågne op, og her i september har en række stærke udgivelser meldt sin ankomst på biblioteket. Hermed et lille udpluk:

Beach House: Depression Cherry
Umiddelbart lyder bandnavnet som glad-i-låget sommermusik. Der er imidlertid tale om det modsatte! Beach House er med andre ord tilbage, hvor de slap med sin drømmende og vemodige indiemusik. En af de helt store inden for ”genren”.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Chelsea Wolfe: Abyss
På ”Abyss” pakkes Chelsea Wolfes klangfulde vokal ind i en dyne af gotiske og doom-metalliske støjflader. En rørende og inderlig nedstigning i mørket.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket

Sulahue: Eating stars & spitting fire
En overraskende original debut med den dansk/mexicanske sangerinde. Et på en gang legende let, men også et dybt miks af vokalpop, jazz, folk og cirkusmusik.

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Fribytterdrømme: Labyrintens Farver
Dette år har budt på flere dugfriske dansksprogede udgivelser inden for den alternative genre og i dette tilfælde syrerocken. Dette unge debuterende fynbo-band giver de garvede veteraner i Spids Nøgenhat baghjul!

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Motörhead: Bad Magic
Stodderkongen Lemmy er tilbage i fin form. Motoren er som altid godt smurt med Jack Daniels og bulderer kompromisløst derudad med ind-til-benet-rock’n’roll

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Myrkur: M
Dette debutalbum fra danske Mykur byder på en tung sort metal musik, der på fin facon spædes gevaldigt op med Amalie Bruuns messende sopran. En fin kontrast mellem gru og skønhed!

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Simonsen, Vinding & Navasse: Diversity
To fløjter og en kontrabas. Jazz, folkemusik og klassisk. Bach, Jan Johansson, svensk og irsk folkemusik. Det hele går op i en højere enhed på dette meget stemningsfulde og stilfulde album med Diversity Trio. Lyt og nyd.
diversity

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Ten Years After: Ten Years After
Klassisk, britisk 1967-album med det legendariske band Ten Years After er nu genudgivet i en luksusudgave, der både indeholder stereo- og mono-udgaven af albummet samt live-indspilninger.

tya

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket
/Olsen