Archive for the ‘psych’ Category

h1

Årets bedste sange 2016

januar 12, 2017

Udover vores top 20 med albums skal I naturligvis ikke snydes for en liste med de bedste enkelt-tracks fra sidste år. Det er atter smagsdommerne Olsen, Rosenblad og Thorlund som har stået for dette sammenskrab af geniale sange, som har rumsteret i deres hoveder i løbet af sidste år, og som stadig gør det! Det er der minsandten kommet en Youtube-playliste med hele 30 sange ud af! Alle med dertilknyttede, glimrende musikvideoer. Se med nedenfor eller endnu bedre på jeres tv derhjemme!

Direkte link. https://www.youtube.com/playlist?list=PLt6wiEw6AePfwIVwZ9mW–bGKUCiqZugH

Reklamer
h1

Årsliste 2016 – top 20

december 30, 2016

Hvad var det for udgivelser, som gjorde et særligt indtryk på Musikudvalgets tre rock-skribenter Thorlund, Rosenblad og Olsen i 2016? Traditionen tro kan du her ved udgangen af året læse vores gennemgang. Det sker nedenfor i nævnte skribent-rækkefølge. Vi har hver især selekteret en håndfuld+ udgivelser fra det forgangne år – uden nogen prioriteret rækkefølge. Lyt til eksemplerne via Youtube og grav evt. et spadestik dybere ved at låne musikken på biblioteket (via linket). Kan du mon klare så megen god musik? Rigtig god fornøjelse 🙂

 

Alcest – Kodama

Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.

Lån cd’en på biblioteket

 

PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project

”PJ Harvey har de sidste fire år rejst I Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil ”Let England Shake”, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.” (Gaffa)

Lån cd’en på biblioteket

 

Car Seat Headrest – Teens of Denial

Den 24-årige amerikaner Will Toledo nåede at udgive hele 11 albums på Bandcamp, inden han blev snuppet af Matador Records i 2015. ”Teens of Denial” er hans hidtil bedste. Dyrk hans dybt originale, sjove og rammende tekster, fx om hans første og eneste psykedeliske trip: ”Last Friday I took acid and mushrooms – I did not transcend, I felt like a walking piece of shit in a stupid looking jacket”. Anbefales til fans af Pixies (loud-quiet-loud og skrig, som vor Frank Black lavede dem) og Pavement.

Lån cd’en på biblioteket

 

Lust For Youth – Compassion

”Compassion” lyder som enden på den lange rejse, Hannes Nordvidde begav sig ud på med Lust For Youth for omtrent seks år siden. Et soloprojekt har, efter udskejelser med indadvendt lo-fi og Casio-klaver, vokset sig stort og stærkt og sågar budt Malthe Fischer og Loke Rahbek om bord. Med 2014’s ”International” blev skallen brudt, og nu står der et mesterværk af genfødt og gennemført new wave med en nøjagtig ligevægt mellem de store armbevægelser og de små dunkle atmosfæriske følelser.” (Gaffa)

Lån cd’en her

 

James Blake – The Colour in Anything

På “The Colour in Anything” skyder Blake med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer – stort set – alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken…Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul – det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger…Det er fremragende.” (Information)

Lån cd’en på biblioteket

 

Stranger Things – Soundtrack

”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.” (Soundvenue)

Lån cd’en på biblioteket

 

Trentemøller – Fixion

“Fixion fletter sort-hvide følelser sammen til et mixtape for melankolikere… Forbillederne som Suicide, The Cure og Slowdive star stærkest, når de bliver blandet sammen i båndsalat med techno og industriel elektroniks music, I brudstykker og forvrængede instrumentale stemmer.” (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

Run the Jewels – RTJ3

Som for at stikke en kæp i hjulet på årslistekonstrueringen smed Run the Jewels deres tredje album på gaden tre uger før tid. Og tak for den julegave, siger jeg bare. Med RTJ3 har El-P og Killer Mike begået deres bedste album til dato, og årets bedste hiphop-udgivelse.
Hele albummet (samt de to forrige) kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.

 

Agnes Obel – Citizen of glass

‘Citizen of Glass’ er et inspirerende album, som bringer Agnes Obel nye steder hen uden at forlade de gamle. Efter den overrumplende originale debut, ‘Philharmonics’, i 2010 og konsolideringen med ‘ Aventine’ må Agnes Obels dedikerede publikum belave sig på at skulle spidse ører, nu hvor hun udvider sit tidløse rum. (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

The Monkees – Good Times!

I år fejrer et af 60’ernes store popbands 50 års jubilæum, nemlig the Monkees. Nu er Monkees tilbage i stor stil med en samling catchy popsange. Et album spækket med de helt rigtige 60’er-vibrationer. Kompositionerne er dog lidt overraskende. Ja, altså positivt ment. Blandt sang-bidragsyderne finder man nemlig Ben Gibbard fra Deathcab for Cutie, Rivers Cuomo fra Weezer (ham der skrev Buddy Holly), Noel Gallagher (Oasis), Paul Weller (the Jam) og Andy Partridge fra bandet XTC.

Lån cd’en på biblioteket

 

Ebbot Lundberg & The Indigo Children – For the ages to come

Veteranen fra det legendariske svenske band Soundtrack of our Lives fik i starten af året kyndig assistance af det purunge backing-band The Indigo Children, hvilket resulterede i hjertevarm, halv-psykedelisk pop-musik fra øverste skuffe. En malerisk cocktail bygget op omkring svenskerekvilibristisk indie og rockende spilleglæde – alt sammen serveret med et tilforladeligt, gammelklogt glimt i øjet. Vi må konkludere, at Ebbot, den svenske rockscenes grand-old man, er en sand mester med hjertet og uniformsølvknapperne på det rette sted!

Lån cd’en på biblioteket

 

Kevin Morby – Singing Saw

Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

Elevatorfører: Prøv lige at forestille dig det

“Den danske psych-gruppe Elevatorfører debuterer med ikke færre end to væsensforskellige lp’er udsendt på samme dag. Og de placerer sig med omhyggelig præcision midt i mellem syrerocken og den socialrealistiske musik, ja, når pressemeddelelsen taler om, at »bandet tager tråden op fra 60′ ernes musikkollektiver som Røde Mor og Furekåben«, er det ikke ukorrekt, resultatet taget i betragtning. De forfalder dog hverken til førstnævntes postulerede betonsocialisme eller sidstnævntes helt ude i hampen musikalske bestræbelser..” (Information)

Lån lp’en på biblioteket

 

Angel Olsen: My woman

Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte (Soundvenue)

Lån cd’en på biblioteket

 

Bisse: Højlandet

Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)

Lån lp’en på biblioteket

 

Leonard Cohen: You want it darker

Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.

Lån cd’en på biblioteket

 

Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree

Det tragiske tab af den 15-årige søn Arthur lægger sig tungt henover de sorte tangenter på klaveret og Nick Cave lyder flere steder på Skelleton Tree som om han er ved at miste al kraft i forsøget på at omfavne de tanker og ord han rummer. Skelleton Tree er en søgen efter lyset der, hvor mørket har sænket sig….og det er mesterligt.

Lån cd’en på biblioteket

 

Kent: Då som nu för alltid

Fyldt med tilbageblik tager Kent den sidste tur gennem spøgelsesbyen, og sætter et endeligt punktum for en lang karriere, der altid har beriget lytteren med store melodiske, melankolske og smukke toner og ord. På Då Som Nu För Alltid tabes intet på gulvet, idet albummet formår at fremstå som en tour de force udi at indramme Kents univers.

Lån cd’en på biblioteket

 

David Bowie: Blackstar

På mange måder er Blackstar den mest personlige udgivelse Bowie præsenterede for os igennem hele den exceptionelle karriere, og den føles også som én af de vigtigste! Bowie formår her på fornem vis, at indfange al den fascination han selv havde for musik, og destillere den til stor kunst. Musik fyldt af kontraster: umiddelbar, intrigant, fjern, nær, fantasifuld, insisterende, alvorlig og alligevel så legende. Et sidste mesterværk fra denne store kunstner.

Lån cd’en på biblioteket

 

Red Hot Chili Peppers – The Getaway

Med Dangermouse solidt plantet i producerstolen møder vi, på The Getaway, Red Hot Chili Peppers i en lidt mindre rocket og anstrengt udgave. Men der er nu heller ingen grund til at Peberdrengende skal helt op i det røde felt, når de synes mere afklaret, ja endda reflekterende, end længe. Albummet er fyldt med gode melodiøse sange med et godt drev i, og pakket godt ind i vellyd……

Lån cd’en på biblioteket

 

Godt nytår ønskes I alle af Thorlund, Rosenblad & Olsen!

h1

Invitation til “årets musik” i Musikloungen

januar 19, 2016

Så er det i morgen onsdag mellem 17-19, at vi mixer årets bedste musik i musikafdelingen på Hvidovre Hovedbibliotek. Som I måske husker, lavede vi ved årsskiftet hele tre lister med vores bud på årets bedste udgivelser inden for henholdsvis rock, jazz og klassisk, og de bedste tracks herfra har nu også fundet vej til to fede mix. De kan allerede streames lige nu via Mixcloud men kan altså også kan høres på fuld kraft i morgen den 20. januar på biblioteket. Vi glæder os til at hilse på dig og låne dig musikken 😉

vh. Musikudvalget.dk

h1

Top 20 2015

december 16, 2015

nytaar_2_skaleret

Musikåret 2015 synger på sidste vers, og det er tid til at gøre status. Traditionen tro har vi her på Musikudvalget samlet de 20 albums, vi har lyttet mest til i årets løb. De præsenteres i vilkårlig rækkefølge, og kan selvfølgelig alle lånes på biblioteket eller streames via Bibzoom.

Jamie XX: In Colour
In Colour

Jamie Smith udgør normalt en tredjedel af The XX, hvor han spiller trommer, synths og producerer. Med “In Colour” debuterer han som soloartist. Albummet kan ses som en kæmpe kærlighedserklæring til den britiske elektroniske musik gennem tiden, hvor Jamie XX giver sin egen fortolkning af genrer som rave, house og UK garage. Nok årets plade for mit vedkommende.

/Thorlund

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Mew: +-
Mew

Et overflødighedshorn af progressiv drømmerock som på bedste vis demonstrerer, hvor unikke Mew er på musikscenen anno 2015. Med stor overbevisning, idérigdom og musisk formåen blandes moderne poptoner med intens indierock til musik, der på fornem impressionistisk vis virker både umiddelbar og samtidig berigende dyb.

/Olsen

 Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

SOAK: Before we Forgot How to Dream
soak_before_we_forgot_-_600

Den kun 18-årige sangerinde og guitarist SOAK med det borgerlige navn Birdie Monds-Watson fra Derry i Nordirland har på denne debut begået en personlig, introvert og yderst eftertænksom plade, der matcher meget dårligt med hendes unge alder – men rigtigt godt med min egen musiksmag.

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Rangleklods: Straitjacket
Straitjacket

På “Straitjacket” optræder Rangleklods for første gang som duo hele vejen igennem. Pernille Smith-Sivertsens glasklare vokal klæder Esben Nørskov Andersens baryton ualmindeligt godt.

Albummet byder på virkelig velkomponeret, varm og legesyg electronica, og eksekveringen er simpelthen i verdensklasse!

/Thorlund

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Thåstrøm: Den morronen
Thåstrøm Thåström tager endnu engang turen rundt i citadellets nattemørke gader, og besynger de skæbner, han har mødt på sin vej. “Det är mörkt, og jag är lycklig just nu” synges der med knyttede næver henover den velkendte pulserende europæiske electroblues. Thåstrøm har aldrig lydt bedre!

/Olsen

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Torres: Sprinter
Torres

Mackenzie Scott besidder al den hjerte/smerte, som mange singer-songwritere lige præcis mangler! Et imponerende intenst og råt rockende album. PJ Harveys producer Rob Ellis står bag, og det høres tydeligt!

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

 

Beach House: Depression Cherry
Depression Cherry

Beach House’s drømmende og vemodige indie har sin helt egen karakteristiske lyd. På dette album, som er det første af to i år, er der ikke ændret meget på opskriften. Der er blevet skruet lidt op for guitaren, og synthfladerne fylder godt i lydbilledet, men Victoria Legrands unikke vokal er stadig ankeret i de svævende toner.

/Thorlund

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Low: Ones and Sixes
Low På “Ones and Sixes” leverer Low endnu engang en samling koncentrerede, minimalistiske og langsomme sange. En musik, der synes underspillet, men også med en spænding via det elektroniske udtryk som bandet her med stor overbevisning lykkes at tilføje det klassiske Low lydbillede.

/Olsen

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Quiet Spring: Going up Your Country
quiet spring

Morten Aron Larsen, som også er guitarist i Spids Nøgenhat og tidligere guitarist i kultbandet On Trial, har sammen med sit band Quiet Spring begået årets danske album. Måske årets bedste album overhovedet! Country rock når den er smukkest, mest organisk og dejligst muligt poppet. Ja, pladen kan altså ikke roses tilstrækkeligt mange gange!

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket

Chelsea Wolfe: Abyss
Abyss

På “Abyss” pakkes Chelsea Wolfe’s klangfulde vokal ind i en dyne af gotiske og doom-metalliske støjflader. Det er industrielt og tungt, men melodierne er til stede, og lyser glimtvis op på denne rørende og inderlige nedstigning i mørket.

/Thorlund

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Robert Forster: Songs to Play
Robert Forster

Den australske mester fra hedengangne The Go-Betweens har præsteret en sprudlende folk-rockplade fuld af humor, vid og lune.
Et majestætisk og klassisk Forster-udspil efter en pause på syv år!

/Olsen

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

De Underjordiske: Ind i flammerne
underjordiske Bandet De Underjordiske har ikke mange år på bagen. Mange kalder det for psych rock. Jeg vil kalde det for ny dansk rock med psykedelisk inspiration. Ja, kært barn har mange navne. Denne plade holder, og stilen er, uanset hvad, helt deres egen.

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Dave Gahan & Soulsavers: Angels & Ghosts
Angels & Ghosts

Det er efterhånden længe siden at Depeche Mode har udgivet nyt, der for alvor er interessant. Dave Gahan har imidlertid allieret sig med Soulsavers endnu en gang. I selskab med de to briter, får han lov til at udfolde sig som sangskriver, og hans ikoniske stemme kommer til sin ret.
Musikken på “Angels & Ghosts” er Gahan classic – sjælfuld blues- og gospelinspireret americana “Songs of Faith and Devotion”-esque.

/Thorlund

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

EL VY: Return to the Moon
EL VY

Et stilsikkert og stærkt debutalbum fra de to herrer Matt Behringer (The National) og Brent Knopf (Menomena, Ramona Falls), der byder på velkendt melodisk Matt baryton croon henover Brents idérige og detaljerige, men også disciplinerede musiceren. Iørefaldende og givende indiepop.

/Olsen

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Meg Baird: Don’t Weigh Down the Light
Meg Baird

Espers-sangerinden Meg Baird har på dette hendes tredje soloalbum spundet et net af velklingende, flyvsk acid-folk lige efter bogen, og dog mere til. En uforglemmelig og smuk singer-songwriter-perle, som letter over tagene!

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Majical Cloudz: Are You Alone?
Majical Cloudz

Majical Cloudz kalder på stor dedikation, når de med en næsten betingelsesløs insisteren forsøger at indfange lyden af ensomhed. Are You Alone? udspilles i en labyrint af minder, hvor Devon Welsh´s overbevisende vokal stort set kun oplyses af lydcollager, hvor analoge klangflader blot forsøges fastholdt i korte momenter. Intens minimalistisk soulfyldte indieballader, der bør nydes i ensomhed!

/Olsen

Lån albummet på biblioteket

Son Lux: Bones
son lux

Son Lux aka Ryan Lott er en amerikansk musiker, som har fire albums på samvittigheden. Hans seneste album er ikke just det, man kan kalde for noget lettilgængeligt album, men der ligger en stor og dekadent lytteoplevelse, hvis man giver pladen den fornødne tid og opmærksomhed!

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Mellemblond: Fra et sted
Mellemblond

Vedkommende tidløs dansk rock, hvor overfladiskhed og tomme gimmicks er fortrængt af både sproglig og musikalsk nærvær og autenticitet. Få sangskrivere herhjemme evner på en så fin måde som Kristoffer Munck Mortensen, at binde poetiske sansninger sammen med jordnær velkomponeret melodiforløb, for at lade dem udfolde sig helt på egne præmisser.

/Olsen

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Jaakko Eino Kalevi: Jaakko Eino Kalevi
Jaakko

Et finsk album på en årsliste? Det sker ikke så tit! Jaakko Eino Kalevi er helt klart inspireret af weirdo-kunstner Ariel Pink fra L.A., når denne er i sin mest lumre natklubstemning. Men de aparte finske discolyde er stadigvæk i en liga for sig, når den gode Jaakko folder sig ud med sine aparte kompositioner.

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

Julia Holter: Have You in my Wilderness
JuliaHolter

Den californiske performance-musiker Julia Holter har udsendt karrierens indtil videre mest poppede og lettilgængelige album. Holter svimler stadig med sin barokke tilgang til materialet og de pompøst overfyldte klangflader, som dog aldrig bliver for meget af det gode. Nye lyttere kan med rette starte her.

/Rosenblad

Lån albummet på biblioteket eller via Bibzoom

h1

Bedste rock/pop-tracks 2015

december 9, 2015

Så har vi atter gennemtrævlet revl og krat og sorteret skidt fra kanel for at kunne præsentere en prima Youtube-liste med de absolut bedste sange fra det hulens år 2015. Naturligvis er listen 100% subjektiv og udelukkende baseret på smagsdommeri fra Musikudvalgets side! Enjoy 🙂

/Musikudvalget.dk

h1

Nyt på hylderne – juli og august ’15

september 4, 2015

Det har været småt med de nye udgivelser henover sommeren, men her er lidt anbefalinger fra Musikudvalget på Hvidovre Hovedbibliotek:

Communions – Communions EP

Communions tager med deres selvbetitlede anden ep et kvantespring fremad og opad i stratosfæren. Har du ikke hørt det københavnske firkløver siden deres debut sidste år, vil deres rasende udvikling ganske enkelt forbløffe dig, og “Communions EP” klinger i sin helhed som en legering af det bedste fra slut-80’erne og start-90’ernes britiske indierock-scene (Soundvenue).

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

Gill Landry – Gill Landry

Dejlig sympatisk og poppet udgivelse fra gademusikanten Gill Landry. Hvert et nummer holder, men især balladen “Lost Love” er fremragende americana smukt arrangeret med mexicanske horn.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

Flo Morrissey – Tomorrow will be Beautiful

Smukt og stemningsfuldt debutalbum den fra 20-årige sangerinde. Minder om søskendeduoen First Aid Kits musik, og talentet er der ikke en finger at sætte på.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

Truckers, Kickers, Cowboy Angels volume 1-4

bcd17361

Imponerende og essentiel samling for feinschmeckere med tilhørende bog. Giver et suverænt overblik over en niche indenfor rockhistorien, som er yndet af mange – nemlig country-rocken.

Kan lånes på biblioteket.

Tame Impala – Currents

Tame Impala er, trods en del udskiftninger i instrumentparken og en periodemæssig opdatering af frontmand Kevin Parkers besættelse af det bedagede udtryk stadig det samme band. Ærkefans bør derfor ikke frygte at blive sat af og nysgerrige nytilkommere kan fint starte her. ‘Currents’ føles nemlig ikke blot som et naturligt næste skridt, men også som ét, der katapulterer Parker ud af forbipasserende strømninger og opad i rækkerne af vor tids deciderede pop-sangskrivergenier (Soundvenue).

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

Sume – Lyden af en revolution

sume___lyden_af_en_revolution

I 1970’erne sætter et ungt, politisk rockband ord på grønlændernes længsel efter frihed og medbestemmelse, og snart er landet i gang med sit første store opgør med kolonimagten Danmark. Og med sin egen selvforståelse.

Lån filmen på biblioteket.

Jason Isbell – Something More Than Free

Jason Isbell er en fremragende sangskriver, der kan sætte ord på alle de vanskelige følelser, der bobler indeni karakterer for hvem livet er en lang dags rejse mod nat. Hans nedbarberede countryrock er både enkel og elegant: Stærke sange med rullende melodier og rammende formuleringer (Soundvenue).

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

Ulvetimen – Indtag natten

Kristian Kjærulff Ravn bakkes op af en lang række musikere (cello, pedal steel, bratsch med mere) og har Nikolaj Nørlund i producerstolen på denne debut under navnet Ulvetimen. Meget overbevisende, dansksproget rock.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket.

/Thorlund

 

 

 

 

 

 

 

 

 

h1

Playliste: 60’s psych-mesterværker fra den amerikanske undergrund

april 22, 2015

lovecrafttwo-thumb

Den amerikanske musikscene strømmede bogstaveligt talt over med psykedeliske bands i slutningen af 60’erne, og det er ikke særligt udtømmende og beskrivende kun at kigge på de større, veletablerede bands fra den tid, såsom the Doors, Jefferson Airplane og Grateful Dead etc.

Mange helt små bands udsendte milepæle inden for genren, og det var oftest her, hvor pladeselskaber gav længere line, sådan at musikerne ligeledes fik lov til at eksperimentere lidt mere.

De fleste af udgivelserne på playlisten er eftertragtede blandt vinylsamlere over hele verden, og de vil gå i døden for dem. Vil du mon gøre det samme? Det håber jeg! Nyd nu blot musikken og beslut dig langsomt over et frimærke eller to.

Lyt til album-listen via Bibzoom (du skal være registeret som bibliotekslåner i Hvidovre, eller en anden kommune som abonnerer på servicen)

/Rosenblad