Archive for the ‘Syrerock’ Category

h1

Årsliste 2016 – top 20

december 30, 2016

Hvad var det for udgivelser, som gjorde et særligt indtryk på Musikudvalgets tre rock-skribenter Thorlund, Rosenblad og Olsen i 2016? Traditionen tro kan du her ved udgangen af året læse vores gennemgang. Det sker nedenfor i nævnte skribent-rækkefølge. Vi har hver især selekteret en håndfuld+ udgivelser fra det forgangne år – uden nogen prioriteret rækkefølge. Lyt til eksemplerne via Youtube og grav evt. et spadestik dybere ved at låne musikken på biblioteket (via linket). Kan du mon klare så megen god musik? Rigtig god fornøjelse 🙂

 

Alcest – Kodama

Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.

Lån cd’en på biblioteket

 

PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project

”PJ Harvey har de sidste fire år rejst I Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil ”Let England Shake”, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.” (Gaffa)

Lån cd’en på biblioteket

 

Car Seat Headrest – Teens of Denial

Den 24-årige amerikaner Will Toledo nåede at udgive hele 11 albums på Bandcamp, inden han blev snuppet af Matador Records i 2015. ”Teens of Denial” er hans hidtil bedste. Dyrk hans dybt originale, sjove og rammende tekster, fx om hans første og eneste psykedeliske trip: ”Last Friday I took acid and mushrooms – I did not transcend, I felt like a walking piece of shit in a stupid looking jacket”. Anbefales til fans af Pixies (loud-quiet-loud og skrig, som vor Frank Black lavede dem) og Pavement.

Lån cd’en på biblioteket

 

Lust For Youth – Compassion

”Compassion” lyder som enden på den lange rejse, Hannes Nordvidde begav sig ud på med Lust For Youth for omtrent seks år siden. Et soloprojekt har, efter udskejelser med indadvendt lo-fi og Casio-klaver, vokset sig stort og stærkt og sågar budt Malthe Fischer og Loke Rahbek om bord. Med 2014’s ”International” blev skallen brudt, og nu står der et mesterværk af genfødt og gennemført new wave med en nøjagtig ligevægt mellem de store armbevægelser og de små dunkle atmosfæriske følelser.” (Gaffa)

Lån cd’en her

 

James Blake – The Colour in Anything

På “The Colour in Anything” skyder Blake med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer – stort set – alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken…Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul – det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger…Det er fremragende.” (Information)

Lån cd’en på biblioteket

 

Stranger Things – Soundtrack

”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.” (Soundvenue)

Lån cd’en på biblioteket

 

Trentemøller – Fixion

“Fixion fletter sort-hvide følelser sammen til et mixtape for melankolikere… Forbillederne som Suicide, The Cure og Slowdive star stærkest, når de bliver blandet sammen i båndsalat med techno og industriel elektroniks music, I brudstykker og forvrængede instrumentale stemmer.” (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

Run the Jewels – RTJ3

Som for at stikke en kæp i hjulet på årslistekonstrueringen smed Run the Jewels deres tredje album på gaden tre uger før tid. Og tak for den julegave, siger jeg bare. Med RTJ3 har El-P og Killer Mike begået deres bedste album til dato, og årets bedste hiphop-udgivelse.
Hele albummet (samt de to forrige) kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.

 

Agnes Obel – Citizen of glass

‘Citizen of Glass’ er et inspirerende album, som bringer Agnes Obel nye steder hen uden at forlade de gamle. Efter den overrumplende originale debut, ‘Philharmonics’, i 2010 og konsolideringen med ‘ Aventine’ må Agnes Obels dedikerede publikum belave sig på at skulle spidse ører, nu hvor hun udvider sit tidløse rum. (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

The Monkees – Good Times!

I år fejrer et af 60’ernes store popbands 50 års jubilæum, nemlig the Monkees. Nu er Monkees tilbage i stor stil med en samling catchy popsange. Et album spækket med de helt rigtige 60’er-vibrationer. Kompositionerne er dog lidt overraskende. Ja, altså positivt ment. Blandt sang-bidragsyderne finder man nemlig Ben Gibbard fra Deathcab for Cutie, Rivers Cuomo fra Weezer (ham der skrev Buddy Holly), Noel Gallagher (Oasis), Paul Weller (the Jam) og Andy Partridge fra bandet XTC.

Lån cd’en på biblioteket

 

Ebbot Lundberg & The Indigo Children – For the ages to come

Veteranen fra det legendariske svenske band Soundtrack of our Lives fik i starten af året kyndig assistance af det purunge backing-band The Indigo Children, hvilket resulterede i hjertevarm, halv-psykedelisk pop-musik fra øverste skuffe. En malerisk cocktail bygget op omkring svenskerekvilibristisk indie og rockende spilleglæde – alt sammen serveret med et tilforladeligt, gammelklogt glimt i øjet. Vi må konkludere, at Ebbot, den svenske rockscenes grand-old man, er en sand mester med hjertet og uniformsølvknapperne på det rette sted!

Lån cd’en på biblioteket

 

Kevin Morby – Singing Saw

Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)

Lån cd’en på biblioteket

 

Elevatorfører: Prøv lige at forestille dig det

“Den danske psych-gruppe Elevatorfører debuterer med ikke færre end to væsensforskellige lp’er udsendt på samme dag. Og de placerer sig med omhyggelig præcision midt i mellem syrerocken og den socialrealistiske musik, ja, når pressemeddelelsen taler om, at »bandet tager tråden op fra 60′ ernes musikkollektiver som Røde Mor og Furekåben«, er det ikke ukorrekt, resultatet taget i betragtning. De forfalder dog hverken til førstnævntes postulerede betonsocialisme eller sidstnævntes helt ude i hampen musikalske bestræbelser..” (Information)

Lån lp’en på biblioteket

 

Angel Olsen: My woman

Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte (Soundvenue)

Lån cd’en på biblioteket

 

Bisse: Højlandet

Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)

Lån lp’en på biblioteket

 

Leonard Cohen: You want it darker

Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.

Lån cd’en på biblioteket

 

Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree

Det tragiske tab af den 15-årige søn Arthur lægger sig tungt henover de sorte tangenter på klaveret og Nick Cave lyder flere steder på Skelleton Tree som om han er ved at miste al kraft i forsøget på at omfavne de tanker og ord han rummer. Skelleton Tree er en søgen efter lyset der, hvor mørket har sænket sig….og det er mesterligt.

Lån cd’en på biblioteket

 

Kent: Då som nu för alltid

Fyldt med tilbageblik tager Kent den sidste tur gennem spøgelsesbyen, og sætter et endeligt punktum for en lang karriere, der altid har beriget lytteren med store melodiske, melankolske og smukke toner og ord. På Då Som Nu För Alltid tabes intet på gulvet, idet albummet formår at fremstå som en tour de force udi at indramme Kents univers.

Lån cd’en på biblioteket

 

David Bowie: Blackstar

På mange måder er Blackstar den mest personlige udgivelse Bowie præsenterede for os igennem hele den exceptionelle karriere, og den føles også som én af de vigtigste! Bowie formår her på fornem vis, at indfange al den fascination han selv havde for musik, og destillere den til stor kunst. Musik fyldt af kontraster: umiddelbar, intrigant, fjern, nær, fantasifuld, insisterende, alvorlig og alligevel så legende. Et sidste mesterværk fra denne store kunstner.

Lån cd’en på biblioteket

 

Red Hot Chili Peppers – The Getaway

Med Dangermouse solidt plantet i producerstolen møder vi, på The Getaway, Red Hot Chili Peppers i en lidt mindre rocket og anstrengt udgave. Men der er nu heller ingen grund til at Peberdrengende skal helt op i det røde felt, når de synes mere afklaret, ja endda reflekterende, end længe. Albummet er fyldt med gode melodiøse sange med et godt drev i, og pakket godt ind i vellyd……

Lån cd’en på biblioteket

 

Godt nytår ønskes I alle af Thorlund, Rosenblad & Olsen!

Reklamer
h1

Hey, what’s that sound. Everybody look what’s going down!

marts 4, 2016

buffalo-springfield-02-67-for-what-its-worth

I dag for præcis 50 år siden, hvilket vil sige den 3. marts 1966, blev Buffalo Springfield dannet i Los Angeles. Bandet, som bestod af bl.a. Stephen Stills og Neil Young, indspillede deres millionsælgende klassiker “For what it’s worth” senere det samme år. Et markant politisk statement i en turbulent tid. Især bandets to første lp’er er milepæle indenfor genren folk- og countryrock. Lån pladen “The best of Buffalo Springfield : retrospective” på biblioteket. En cd, som naturligvis indeholder deres store hit samt mange andre fantastiske sange!

/Rosenblad

h1

Bedste rock/pop-tracks 2015

december 9, 2015

Så har vi atter gennemtrævlet revl og krat og sorteret skidt fra kanel for at kunne præsentere en prima Youtube-liste med de absolut bedste sange fra det hulens år 2015. Naturligvis er listen 100% subjektiv og udelukkende baseret på smagsdommeri fra Musikudvalgets side! Enjoy 🙂

/Musikudvalget.dk

h1

En håndfuld indie – September/oktober ‘15

november 2, 2015

Efterårsmånederne september og oktober har først og fremmest budt på godter fra danske Blaue Blume, der med sit seneste udspil viser, at de er noget helt unikt på den danske indie-scene. Desuden er der længe ventet nyt fra fantastiske Majical Cloudz, der med sangen Downtown formår at konstruere noget ultimativt smukt vha. de enkleste midler! Sidst men ikke mindst kan man da også bare vælge at lytte til en ordentlig omgang rock og rul og drikke sine efterårskvaler bort mi selskab med Royal Headache og Fuzz!

/Rosenblad

h1

Nyt på hylderne – september ´15

september 30, 2015

Ovenpå en slumrende sommer er musikbranchen atter ved at vågne op, og her i september har en række stærke udgivelser meldt sin ankomst på biblioteket. Hermed et lille udpluk:

Beach House: Depression Cherry
Umiddelbart lyder bandnavnet som glad-i-låget sommermusik. Der er imidlertid tale om det modsatte! Beach House er med andre ord tilbage, hvor de slap med sin drømmende og vemodige indiemusik. En af de helt store inden for ”genren”.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Chelsea Wolfe: Abyss
På ”Abyss” pakkes Chelsea Wolfes klangfulde vokal ind i en dyne af gotiske og doom-metalliske støjflader. En rørende og inderlig nedstigning i mørket.

Kan streames via Bibzoom eller lånes på biblioteket

Sulahue: Eating stars & spitting fire
En overraskende original debut med den dansk/mexicanske sangerinde. Et på en gang legende let, men også et dybt miks af vokalpop, jazz, folk og cirkusmusik.

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Fribytterdrømme: Labyrintens Farver
Dette år har budt på flere dugfriske dansksprogede udgivelser inden for den alternative genre og i dette tilfælde syrerocken. Dette unge debuterende fynbo-band giver de garvede veteraner i Spids Nøgenhat baghjul!

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Motörhead: Bad Magic
Stodderkongen Lemmy er tilbage i fin form. Motoren er som altid godt smurt med Jack Daniels og bulderer kompromisløst derudad med ind-til-benet-rock’n’roll

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

 

Myrkur: M
Dette debutalbum fra danske Mykur byder på en tung sort metal musik, der på fin facon spædes gevaldigt op med Amalie Bruuns messende sopran. En fin kontrast mellem gru og skønhed!

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Simonsen, Vinding & Navasse: Diversity
To fløjter og en kontrabas. Jazz, folkemusik og klassisk. Bach, Jan Johansson, svensk og irsk folkemusik. Det hele går op i en højere enhed på dette meget stemningsfulde og stilfulde album med Diversity Trio. Lyt og nyd.
diversity

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket

Ten Years After: Ten Years After
Klassisk, britisk 1967-album med det legendariske band Ten Years After er nu genudgivet i en luksusudgave, der både indeholder stereo- og mono-udgaven af albummet samt live-indspilninger.

tya

Kan streames via bibzoom eller lånes på biblioteket
/Olsen

h1

Playliste: 60’s psych-mesterværker fra den amerikanske undergrund

april 22, 2015

lovecrafttwo-thumb

Den amerikanske musikscene strømmede bogstaveligt talt over med psykedeliske bands i slutningen af 60’erne, og det er ikke særligt udtømmende og beskrivende kun at kigge på de større, veletablerede bands fra den tid, såsom the Doors, Jefferson Airplane og Grateful Dead etc.

Mange helt små bands udsendte milepæle inden for genren, og det var oftest her, hvor pladeselskaber gav længere line, sådan at musikerne ligeledes fik lov til at eksperimentere lidt mere.

De fleste af udgivelserne på playlisten er eftertragtede blandt vinylsamlere over hele verden, og de vil gå i døden for dem. Vil du mon gøre det samme? Det håber jeg! Nyd nu blot musikken og beslut dig langsomt over et frimærke eller to.

Lyt til album-listen via Bibzoom (du skal være registeret som bibliotekslåner i Hvidovre, eller en anden kommune som abonnerer på servicen)

/Rosenblad

h1

Tiden gæster alle spor

januar 29, 2014

tidsgæst

I slutningen af sidste år åbenbaredes et værk langt ud over det sædvanlige. Nemlig pladen Tidsgæst. En næsten 90 minutters dobbeltvinyl, og ét langt dødsridt ind i ukendte psykedeliske verdener , hvor tidens tand er en klinge, der skærer dig midt over, hvis du ikke tager dig i agt! Et enmandsværk som markerer en milepæl inden for dansksproget ambitiøs syrerock.

Naturligvis er albummet også landet her på biblioteket, og nedenfor kan du læse en email-konversation, som jeg havde med pladens banemand og bannerfører; den ølandsk bosatte Sigurd Djurhuus. En slags musikkens pendant til tv’ets gør-det-selv bonderøv. Pladen er et af de stædigste og mest demonstrative eksempler på, at man kan være herre over sit eget værk – lige fra at komponere og indspille alle instrumenter til at oprette eget pladeselskab og afslutningsvis rejse penge til produktionen via Crowdfunding! (læs vores artikel om Crowdfunding og Tidsgæst her på bloggen).

Her følger min lettere nørdede snak med Sigurd

Musikudvalget.dk:
Man siger det er svært at indspille alle spor selv, så numrene får udtryk af ét samlet hele. For mange kan det simpelthen være et mysterium, hvordan et sådan projekt overhovedet realiseres. Kræver det ikke både disciplin, teknik og tilrettelæggelse at gennemføre dette? Hvordan har du grebet det an?

Sigurd Djurhuus:
Eftersom at jeg har indspillet for mig selv gennem mange år, så har jeg fundet frem til en del gode tricks og arbejdsmetoder. Når jeg har idéer nok til et nummer, så plejer jeg at tage de skitser jeg har indspillet og bygge nummerets form op med dem. Det laver jeg et lyttespor ud af, som jeg bruger når jeg indspiller. Jeg starter som regel med trommerne, og for ikke at skride i tempoet, bli’r jeg nødt til at ha’ et clicktrack at holde mig til.

Alle der har prøvet at spille til click ved hvor frustrerende det kan være, så jeg har løst det ved at lave rytmiske og svingende clicktracks. Så føles det mere som at spille med en musiker. Det er stadig småsvært, men med tiden og øvelsen bli’r det bare en anden måde at spille på. Når først trommerne er på plads, er resten af indspilningerne en leg. Det er måske derfor, det lyder som et rigtigt band der spiller. Det var ikke vigtigt at få det til at lyde sådan, men snarere at undgå lyden af en lag-på-lag-indspilning. Instrumenterne skal spille med hinanden, ellers bli’r det mærkeligt at høre på.

Jeg var også nødt til at lave en knaldhård planlægning. Ellers kunne det slet ikke lade sig gøre at lave det her selv. Men samtidig lavede jeg det med så store huller som muligt for at gi’ plads til de idéer der kom undervejs. Og det sjove var, at jo bedre planlægning, jo større muligheder var der for at flippe ud og være kreativ!

Musikudvalget.dk:
Kan du nævne nogle musikere som inspirationskilde, der på samme måde har indspillet det hele selv? Jeg kan ikke selv komme i tanke om så meget inden for den genre, du beskæftiger dig med.

Sigurd Djurhuus:
Jeg har ikke været direkte inspireret af nogen, men der er masser der har styrket mig i troen på, at det kan lade sig gøre. Zappa først og fremmest. Nok den største musikkollage-mester nogensinde. Eller prøv at lytte til “The Sheik Of Araby” med Sidney Bechet. Det er en af de første indspilninger, hvor en musiker spiller alle instrumenter. Den gjorde et stort indtryk på mig. Det er optaget som ping-pong… med lakplader… i 1941!

Musikudvalget.dk:
Genremæssigt kan man vel nærmest sige, at der er tale om en sammenblanding af alt lige fra postpunk, spoken word, syrerock og stoner. Er det genrer, som du ikke har kunnet få andre musikere interesserede i – eller er du simpelthen en enspænder? Hvor ville fordelene have været ved at indspille den sammen med andre, og hvordan ville udfaldet have været?

Sigurd Djurhuus:
Det er lidt lissom med bøger. De er som regel skrevet af en enkelt person. Tidsgæst er lavet på samme måde, og jeg tror ikke det kunne lade sig gøre at lave den i en band-sammenhæng. Det ville kræve al for meget tid og arbejde for et band, hvor man er afhængig af, at alle er til rådighed og ofrer sig selv fuldstændig på musikkens alter. Hvis man ser helt nøgternt på det; hvor meget tid bruger et band så egentlig på selve musikken? Ethvert band vil sige 100%, men i virkeligheden går det meste af tiden med administration. Der skal bookes jobs, laves demoer og videoer, opdateres hjemmeside, blogs, Facebook, MySpace, Twitter, Soundcloud, YouTube osv. osv… Det er svært for mig at se, hvordan der skal blive tid til at udvikle musikken, og resultatet bli’r ofte herefter.

Men bortset fra alt det, så er jeg absolut en enspænder. Især når det drejer sig om at kreere noget seriøst, hvor der indgår meget arbejde. Det er ikke fordi, jeg fungerer dårligt sammen med andre, men i bandsituationer fungerer det altid bedst, hvis det er på andres præmisser.

Musikudvalget.dk:
Lad mig høre lidt om, hvorfor du ville udsende én lang plade i stedet for flere. 90 min. er unægtelig lidt af mundfuld! Er det fordi sangene passer sammen som én lang fortælling?

Sigurd Djurhuus:
Der er helt klart en rød tråd gennem pladen, men der er ikke nogen fortløbende historie. Man kan starte præcis hvor man vil, og høre så meget man orker, hvilket er den store fordel med LP’er. Jeg tror, at de fleste lytter til plader på den måde. Nogle plader er bedre, når man starter på side 2! Grunden til at lave et dobbeltalbum var, at jeg havde så mange numre, der passede sammen. Det ville ikke fungere med enkelte LP’er, og det ville osse blive for dyr en produktion.

Musikudvalget.dk:
Så for at finansiere pladen benyttede du som bekendt crowdfunding. Tror du, at crowdfunding er fremtidens finansieringsform, hvad gælder fysiske musikudgivelser? Skal man i så fald ikke have mange dedikerede fans, der allerede kender til ens musikproduktion? Er det ikke et problem, hvis man, som du, ikke tidligere har lavet noget i denne stil? Noget som folk kan læne sig op af, når de skal medfinansiere udgivelsen?

Sigurd Djurhuus:
Det var virkelig et klap på skulderen, der kunne mærkes, da folk støttede projektet, og der blev penge til presningen af pladen. Jeg var overhovedet ikke sikker på, at jeg havde et netværk der var stort nok, så jeg kunne få hele beløbet ind. Så jeg så det fra starten som lidt af et knald-eller-fald eksperiment. Men det begyndte for alvor at gå stærkt, da vennerne gik i borgen for mig og reklamerede for projektet. Pludselig kom der beløb ind fra folk, jeg slet ikke kendte. Det er da en reel tillidserklæring, og det gjorde at jeg følte et stort ansvar for at få pladen ud til støtterne.

Men ja, crowdfunding er absolut fremtidens finansieringsform! Når først folk indser fordelene, er der ingen vej tilbage. Det fede ved crowdfunding er den direkte forbindelse mellem dem, der skaber musikken og dem der vil ha’ pladen. Alle fordyrende og besværlige mellemled bli’r erstattet med et simpelt spørgsmål om tillid.

Hvis man har oplevet det håbløse i at sende ansøgninger om støtte til musikforeninger og organisationer, er det ikke svært at se mulighederne i crowdfunding. Jeg har søgt støtte til pladeprojekter i 15 år og aldrig fået en klejne. Måske synes man ikke, at det jeg laver er værd at støtte. Det kan jeg sagtens acceptere, men jeg kan ikke forstå, at man kun støtter kunstnere der i forvejen har profileret sig. Det er da dem nede i bunden, man bør støtte. Man snakker så meget om “vækstlaget i dansk musik”. Hvilket lag er det egentlig man snakker om? Der er da ret mange lag, hvis man gider bore lidt dybere…

Lån den enestående lp på biblioteket og lyt også til Sneums Garage på P6 Beat, hvor Sigurd var ugens gæst i slutningen af sidste år.

/Rosenblad