The Golden Days Are Over….men forsvinder aldrig helt!

Så er de seneste ugers hyldest til 1970´erne: Golden Days, ebbet ud, og lad os derfor sende Vinylpædagogerne, fremmedarbejderne, kystbane-socialisterne, skrankepaverne, slumstormerne, papirnusserne og ymerbørnene pænt tilbage til arkiverne! Musikalsk blev årtiet ramt af mange stilarter: protestsange, glamrock, disco, pop, progrock, middle of the road, punk og sågar elektronisk musik. The Beatles valgte at trække stikket ud da årtiet var helt friskt, men snart begyndte nye navne at markere sig stærkt i æteren! David Bowie, Roxy Music, Slade, Sweet, The Walkers, Abba, Gasolin, Sparks, Shu Bi Dua, Queen, Genesis, Electric Light Orchestra, Wings, Bee Gees, Mike Oldfield, Fleetwood Mac, Pink Floyd, Lou Reed, Jean-Michel Jarre, Kraftwerk….og vi fik (heldigvis) også lige klemt vigtige navne som The Jam, The Clash, Sex Pistols, Elvis Costello, The Boomtown Rats og Blondie ind vi vores hverdag inden årtiet lukkede ned.
En af de mest markante engelske sangskrivere i 70´erne var Ian Hunter, der som medlem af Mott The Hoople fik sangen All The Young Dudes foræret af David Bowie, og dermed lagde navn til et af årtiets største hits. Ian Hunter har efterhånden rundet de 77 år, men formår stadig at udgive god og relevant musik, således også på det helt friske ”Fingers Crossed” album, hvor han bla. sender os tilbage til London i de tidlige 70´ere på denne stærke personlige hyldest til David Bowie: Dandy!

Genlyt 70´erne på biblioteket

/Olsen

Kål og elektronik

Tyskland i efterkrigsårene. Alt er kaos – landet er blevet splittet i to dele. Det er Stunde Null. Tid til at starte forfra med alting – inklusiv musikken. I slutningen af 60’erne begynder generationen af efterkrigsbørn at eksperimentere med grænserne for den rytmiske musik. Popmusikken skal re-tænkes, og alle bånd til fortiden skal kappes! Bands som Can og musikkollektivet Amon Düül 2 lancerer sin egen unikke blanding af jazz, funk, avantgarde og syrerock over for en måbende omverden. I løbet af de næste ti år ekspanderer fænomenet, og skelsættende bands såsom Neu, Kraftwerk, La Düsseldorf, Faust og Cluster spreder budskabet om tidløs musik renset for sentimentalitet. De besidder en slags kynisk jern-tro på en mere rationel og politisk korrekt verden – fri for de store følelser, som forfører og fordærver.

I mangel af bedre, og uden at disse bands overhovedet spillede én bestemt musikgenre, blev fænomenet kaldet for krautrock i udlandet, og det har hængt ved lige siden. Hvis man alligevel skal nævne et par ting, som den nye tyske rockmusik havde til fælles, er det, udover Stunde Null-tanken, en stor åbenhed overfor det eksperimentelle og især det elektroniske. Det vil sige overfor synthesizers, som, man mente, hørte fremtiden til og var til at stole på – i modsætning til den fejlbarlige menneskehed!

Lån den nye, fantastiske krautrock-opsamling “Deutsche Elektronische Musik” på biblioteket.

/Rosenblad