Posts Tagged ‘Tallest Man on Earth’

h1

Årsliste – top 20 albums 2012

december 28, 2012

fyrvc3a6keri2

Traditionen tro får I hermed en liste over dette års bedste albums. 2012 har været et utroligt fint musikår, som har budt på mange fremragende udgivelser. Derfor har det også været svært at vælge, men her i Musikudvalget har de tre skribenter alligevel vovet skindet og kommer nu med deres bud på en top 20-liste. Under hver beskrivelser kan I også se, hvilken en af os tre smagsdommere, som har villet have netop den plade med på listen. Der er ingen særlig rækkefølge, så det her er ikke en sådan liste, hvor I får noget bud på et “årets bedste album”! God fornøjelse og husk nu at give alle pladerne en chance 😉

Lower Dens: Nootropic
lower dens Maskinelt søvndyssende som en amfetamin-holdig feberdrøm pulserer musikken for dit indre øre. Nootropic er en dystopi, hvor maskinerne allerede har overtaget dine følelser, og fyldt dig til bristepunktet med stoffer, der blot holder din underbevidsthed i live.

Lån Nootropics på biblioteket

/Rosenblad, Olsen & Thorlund

Spleen United: School of Euphoria
spleen Når klokken ringer ind i Spleens’ nye skole, bedes man lægge guitarerne udenfor døren, for nu er der elektronik på højniveau på skemaet. Det krævede lige et par gennemlytninger, men så var den der – og er der til stadighed.

Lån School of Euphoria på biblioteket og på Bibzoom

/Thorlund

Bill Fay: Life is people
billfay.11298alt Efter en pause på hele 41 år (!) træder londoneren Bill Fay atter ind på musikscenen med et helstøbt og tidløst album, der i toner og tekst emmer af nærvær, ydmyghed og refleksion.
Umiddelbart skrøbeligt og kompositorisk simpelt, men med en dybde og troværdighed som kun et langt levet liv kan levere..

Lån Life is people på biblioteket og Bibzoom

/Olsen

First Aid Kit: The Lion’s Roar
FirstAidKitLionsRoar600Gb190112 De to svenske søstre Johanna og Klara Söderberg på 22 og 20 synger, som om de har et helt liv fuld af erfaringer bag sig. Deres mesterlige vokalharmonier og de melodisk skønne kompositioner gør pladen til en fuldendt perle i samlingen.

Lån The Lion’s Roar på biblioteket


/Rosenblad

Presets: Pacifica
Presets-Pacifica-e1340066841656 Jeg håber virkelig, at the Presets får deres internationale gennembrud med dette deres tredje album. Det her er electropop af fineste skuffe, serveret med så meget personlighed og originalitet, at det er en fryd. Årets popudgivelse for mit vedkommende.

Hør cd’en på Bibzoom

/Thorlund

Tallest Man on Earth: There’s no Leaving Now
Tallest-Man Singer-songwriteren Kristian Matsson er en ener på den svenske musikscene. Med sin nasale Dylanske vokal er han ikke alles kop te – men jeg elsker ham! For sådan lyder det, når den svenske tristesse og pop-känsla mixes med amerikanske folkrødder. Det er gudsjammerligt smukt.

Lån There’s no Leaving Now på biblioteket og på Bibzoom

/Rosenblad

Isodore: Life Somewhere Else
Isidore-Life-Somewhere-Else Isidore er musik med mange lag, umiddelbar tillokkende, melodisk, men også intrigant, mørk og fastholdende. Her på duoens andet album formår Steve Kilbey og Jeffery Cain endnu engang at levere en udsøgt lytteoplevelse bestående af stor lyrik, stærkt sangforedrag tilsat kompositorisk klasse og arrangementsmæssig overlegenhed. Life Somewhere Else vil følge lytteren lang tid fremover!

Lyt til pladen på Soundcloud

/Olsen

Tame Impala: Lonerism
tame impala Så skal der spilles rock’n’roll! Og alligevel ikke, for her er der en dybde og et ambitionsniveau, som man ikke bare finder hos et simpelt rock og rul-band. Unge knøse, jo bevares, men det hindrer da ikke det New Zealandske band i at lave et perfekt prog-psykedelisk vidunder af en plade.

Lån Lonerism på biblioteket

/Rosenblad

Passion Pit: Gossamer
Passion-Pits En af årets bedste popplader, hvis du spørger Musikudvalget! Og desværre et af årets mest oversete udgivelser. Keyboard-troldmanden Michael Angelakos serverer et postmoderne sammensurium af vellyd. Det er både opløftende, intelligent og dansabelt uden at være overfladisk. Med andre ord; pop når det er bedst – med indhold og dybde.

Lån cd’en på biblioteket og på Bibzoom

/Thorlund, Olsen & Rosenblad

Sigur Ros: Valtari
Sigur_Ros_-_Valtari Efter sigende tog det lang tid for Sigur Ros at spille sig til rette på albummet Valtari. Heldigvis vil jeg næsten mene, for Valtari er i den grad blevet til et lavmælt, eftertænksomt, melankolsk, og meget flot album. Her er al traditionel sangstruktur opløst og de stemningsmættede sangpassager, sunget på sproget Hopelandic, væves på overlegen vis ind i et væld af altid skiftende instrumentale forløb. Valtari fastholder til fulde Sigur Ros unikke position i det musikalske landskab…

Lån Valtari på biblioteket og på Bibzoom

/Olsen

Nathan Fake: Steam Days
nathanfake Steam Days er et rigtig fint IDM-album, som vor ”daddy”, Aphex Twin, lavede det. Hvis man også kan lide den organiske, knitrende lyd fra Boards of Canada eller legesygen fra Plaid, går man ikke galt i byen her.

Lån cd’en på biblioteketHør cd’en på Bibzoom

/Thorlund

Thåström: Beväpna dig med vingar
thåström Det kan godt være, at den svenske mørkemand denne gang er bevæbnet med vinger, men tag ikke fejl af det! Albummet er fyldt med viser (som oftest bluesificeret med en lyd, der både er elektronificeret skramlende og organisk ren,) der er godt fastforankret nede ved jorden, hvor Thåström går rundt og digter sine poetiske historier. Med andre ord: Vintage Thåström

Lån cd’en på biblioteket og på Bibzoom

/Olsen

Cat Power: Sun
cat-power-sun Cat Power, hvis virkelige navn er Charlyn Marie Marshall, har aldrig skuffet, og med denne, hendes niende studiealbum, er hun bedre end nogensinde. Med en fanden-i-voldskhed tager hun loven i egen hånd og blæser på alt det, som den traditionsbundne pøbel synes er lillepige-pænt og anstændigt.

Lån Sun på biblioteket og på Bibzoom

/Thorlund, Olsen & Rosenblad

Walkmen: Heaven
WalkmenHeaven På Heaven leverer The Walkmen på overlegen vis amerikansk indierock af den ægte vare! Gennem hele albummet spiller bandet stramt, energisk og med en nerve, der bare får alle parader ned. Det virker som om, The Walkmen i deres selvsikkerhed har ramt helt rent denne gang. Troen på materialet og samspillet skinner så stærkt igennem på Heaven, at pladen fortjener en plads på denne årsliste…..som Hamilton Leithauser overlegent synger det: How do you know it – I just know it!

Lån Heaven på biblioteket og på Bibzoom

/Olsen & Rosenblad

Daughn Gibson: All Hell
daughn Evolutionen har spredt sig til country-musikken i form af amerikaneren Daughn Gibson, der som en dunkel og croonende Messias prædiker løs om helvede, dommedag og andre faldgruber. Dette års mest oversete perle af et nyskabende og hjernevridende album – knib dig i armen og sæt den guddommelige bastard-komedie på pladespilleren!

Kan kun reserveres ved at ringe på tlf. 3639 2010

/Rosenblad

Kent: Jag är inte rädd för mörkret
kent-2012-jag-ar-inte-radd-for-morkret-cd På Kents 10. album rammer Skandinaviens bedste band vanen tro en uovertruffen nordisk tone, hvor mørke, i form af alvorlige tekster, møder lys, i form af super melodisk indiepop. Her lyder det som om Kent har fundet en fuldendt balance mellem mål og middel, og jeg er tæt på at mene, at bandet såvel som sangeren Jocke Berg aldrig har lydt bedre! Jeg Är Inte Rädd För Mörkret står der på coveret, og heldigvis er Kent heller ikke bange for stadig at lyde som Kent. Och det er bara jävlig bra!

Lån cd’en på biblioteket og på Bibzoom

/Olsen

Rangleklods: Beekeper
rangleklods Det bedste, nye navn på den danske, elektroniske scene. Altså ikke navnet, men musikken. Super gennemført og spændende album, som jeg synes har et kæmpe internationalt potentiale.

Lån cd’en på biblioteket og Bibzoom

/Thorlund & Olsen

Christian Hjelm: Før vi blev lette
christian-hjelm-foer-vi-blev-lette_214209 Hjelm er det mest forfriskende, som har hændt for dansk pop i nyere tid. Enkel og tidløs popmusik med en ukompliceret hverdagslyrik, der alligevel formår at sætte sig. Hjelm er simpelthen en død-charmerende ny Larsen-gavflab, som besidder samme talent for at skrive uimodståelige 3-minutters popsange.

Lån Før vi blev lette på biblioteket og på Bibzoom

/Rosenblad

Silent Servant: Negative Fascination
Silent Servant Albumtitlen og coveret indikerer, hvor vi befinder os stemningsmæssigt. Det er fand’me ikke for sjov det her, ej heller for børn. Silent Servant er amerikanske Juan Mendez, og musikken er dyster og industriel minimal wave. Et lille mesterværk indenfor genren!

Lyt til pladen på Soundcloud

/Thorlund

Mark Lanegan Band: Blues Funeral
Mark Lanegan Mark Lanegans ru, hærgede og samtidig følsomme gravrøst er dragende som altid. På dette album er sangskrivningen også på niveau, og flirten med det elektroniske klæder produktionerne virkelig godt.

Lån Blues Funeral på biblioteket og på Bibzoom

/Thorlund

Reklamer