Balkanhenning og hans Roekuleklappere

Tilbage i sommeren 2010 udkom årets vel nok mærkeligste udgivelse, nemlig vinylalbummet Balkanhenning og hans Roekuleklappere på pladeselskabet Afdeling O Records. Her i Hvidovre fik hovedbiblioteket tilsendt et eksemplar fra en anonym skænker, og lige siden har både personale og lånere moret sig over den absurd-morsomme forside. Her ses en farverig fotocollage med personer, som alle har fået “påklistret” det samme lalleglade og enfoldige babyansigt.

Selve musikken er ganske ubeskrivelig. Der er tale om en blanding af 60’er-garagerock og dansktop (!!). Det gennemgående musikinstrument, der dominerer albummet, er et meget aggressivt lydende orgel, der hoster, sprutter og hyler ind over de fleste sange. Selve kompositionerne har, som jeg ser det, en overvejende underholdende værdi, da de bygger på Balkanhennings utroligt morsomme, sorthumoristiske og næsten retarderede vrøvlerier! Dertil skal man tillægge Hennings (påtagede?) vokal, som mildest talt ikke er særlig smuk og skolet!

På Musikudvalget har vi gennem længere tid forsøgt at løse mysteriet om pladen, som kun er udgivet i et meget begrænset parti på vinyl. Der var intet at spore på nettet, som kunne røbe noget omkring musikerne og bagmændene bag udgivelsen. Hvem var ham Balkanhenning, og hvem var Bruno Schlendrian. En person, som står krediteret på de fleste af albummets sange. Endelig efter års søgen fandt vi tilfældigvis en emailadresse via et debatindlæg i et forum, hvori dette besynderlige navn indgik. Vi var heldige, og det viste sig rent faktisk at være den korrekte email til den mystiske person med kunstnernavnet Bruno Schlendrian. En person, som i følge vores efterfølgende email-korrespondance, desuden viser sig at være den egentlige band-leder og hjernen bag dette forbløffende projekt.

Følgende (lettere redigerede) interview bygger på den mailudveksling, jeg har gennemført med dansk-tyskeren Bruno Schlendrian over det sidste halve års tid.

Musikudvalget: Hvad er historien bag forsiden? Hvem er den skøre baby, som går igen i de forskellige situationer?

Bruno Schlendrian: Fotografen der har lavet coveret ved, hvem babyen er, men der er ingen der ved, hvem fotografen er.
Han var freelancer fra et eller andet bureau i Køge.

Musikudvalget: Hvad er historien bag bandet? Hvordan blev det dannet og eksisterer det stadig?

Bruno Schlendrian: Det er jo sådan at jeg har spillet musik i mange år. Mit første orkester hed De lystige sangsvende og var dansktop musik. Jeg har også spillet meget andet musik. Især kan jeg lide tidlig rock fra tresserne, og bandet startede jeg på den højskole som vi alle gik på i den periode. Ikke alle kunne spille noget, men det kunne indgå i forsøg med musikterapi, som skolen forsøgte sig med. Og jeg blev udvalgt som kapelmester, for jeg kunne spille og komponere. Vi spiller også stadig men det er et meget større orkester nu. Vi har osse et kor nu

Musikudvalget: Pladen lyder ikke som noget, jeg nogensinde har hørt før – og slet ikke som nogen anden dansk udgivelse. Hvorfra kom idéen til at lave en sådan plade, og hvordan vil du selv karakterisere den? Hører den slet og ret inde under genren humor, eller er der snarere tale om et musikalsk værk?

Bruno Schlendrian: Jeg vil gerne sige noget vigtigt, som er, at det, som vi spiller er underholdning. Det er meget vigtigt.  Og selvfølgelig skal der osse være humor – osse selvom ingen vil have at der skal være det i musik mere.  Vi ville lave pladen, fordi vi har brug for den til at søge støtte fra fonde, men også fordi vi har så mange gode venner, der kan lide musik, når vi spiller. Men først havde vi nogle numre på en side på internettet, som osse var der, vi fik kontakten til pladeselskabet. Men de udgiver kun lp da de tror, at cd’er ikke vil
overleve i fremtiden.  Så blev det sådan.

Musikudvalget: Hvad er de enkelte medlemmers inspirationskilder

Bruno Schlendrian: Det er jo det der er så lykkeligt med os, at alle har deres helt egen personlige udtryk, som at de kan bidrage med. Henning er fantastisk som forfigur for eksempel, og hans tekster kommer helt ud af ingenting. Der er ingen der tror det, men
han kan skrive en lang tekst på et par minutter! Det kan jeg slet ikke. Men jeg kan alt med elektronik og bygger og reparerer vores
instrumenter. Vi får meget gratis som ikke virker fra en genbrugstation.  Det er nok mest mig, der spiller de svære ting på pladen, men jeg lærer de andre, hvad de skal trykke på og hvornår.

Musikudvalget: Sidst men ikke mindst, hvordan er det overhovedet muligt at tage denne plade alvorligt på nogen som helst måde, og er det meningen?

Bruno Schlendrian: Den er lavet i stor alvor for det er alvorlige emner der blir sunget om – men den skal helst underholde og glæde!  For alvorlige budskaber bliver bedst forstået med glade toner. Henning spurgte engang meget klogt, synes jeg. “Hvis musik er til for at underholde. Hvorfor ler I så ikke noget mere??”

Tak til Bruno for dette interview, som vi håber kaster lidt mere lys over undergrundsudgivelsen.

Lån pladen på biblioteket.

Lyt til “Krumspring“, som Musikudvalget eksklusivt har fået lov til at distribuere som mp3-fil.

Hør “Jeg kører i mit bidet” og se vinylen snurre  via et fan på Youtube.

/Rosenblad