Hvad var det for udgivelser, som gjorde et særligt indtryk på Musikudvalgets tre rock-skribenter Thorlund, Rosenblad og Olsen i 2016? Traditionen tro kan du her ved udgangen af året læse vores gennemgang. Det sker nedenfor i nævnte skribent-rækkefølge. Vi har hver især selekteret en håndfuld+ udgivelser fra det forgangne år – uden nogen prioriteret rækkefølge. Lyt til eksemplerne via Youtube og grav evt. et spadestik dybere ved at låne musikken på biblioteket (via linket). Kan du mon klare så megen god musik? Rigtig god fornøjelse 🙂
Alcest – Kodama
Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.
PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project
”PJ Harvey har de sidste fire år rejst I Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil ”Let England Shake”, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.” (Gaffa)
Car Seat Headrest – Teens of Denial
Den 24-årige amerikaner Will Toledo nåede at udgive hele 11 albums på Bandcamp, inden han blev snuppet af Matador Records i 2015. ”Teens of Denial” er hans hidtil bedste. Dyrk hans dybt originale, sjove og rammende tekster, fx om hans første og eneste psykedeliske trip: ”Last Friday I took acid and mushrooms – I did not transcend, I felt like a walking piece of shit in a stupid looking jacket”. Anbefales til fans af Pixies (loud-quiet-loud og skrig, som vor Frank Black lavede dem) og Pavement.
Lust For Youth – Compassion
”Compassion” lyder som enden på den lange rejse, Hannes Nordvidde begav sig ud på med Lust For Youth for omtrent seks år siden. Et soloprojekt har, efter udskejelser med indadvendt lo-fi og Casio-klaver, vokset sig stort og stærkt og sågar budt Malthe Fischer og Loke Rahbek om bord. Med 2014’s ”International” blev skallen brudt, og nu står der et mesterværk af genfødt og gennemført new wave med en nøjagtig ligevægt mellem de store armbevægelser og de små dunkle atmosfæriske følelser.” (Gaffa)
James Blake – The Colour in Anything
På “The Colour in Anything” skyder Blake med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer – stort set – alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken…Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul – det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger…Det er fremragende.” (Information)
Stranger Things – Soundtrack
”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.” (Soundvenue)
Trentemøller – Fixion
“Fixion fletter sort-hvide følelser sammen til et mixtape for melankolikere… Forbillederne som Suicide, The Cure og Slowdive star stærkest, når de bliver blandet sammen i båndsalat med techno og industriel elektroniks music, I brudstykker og forvrængede instrumentale stemmer.” (Politiken)
Run the Jewels – RTJ3
Som for at stikke en kæp i hjulet på årslistekonstrueringen smed Run the Jewels deres tredje album på gaden tre uger før tid. Og tak for den julegave, siger jeg bare. Med RTJ3 har El-P og Killer Mike begået deres bedste album til dato, og årets bedste hiphop-udgivelse.
Hele albummet (samt de to forrige) kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.
Agnes Obel – Citizen of glass
‘Citizen of Glass’ er et inspirerende album, som bringer Agnes Obel nye steder hen uden at forlade de gamle. Efter den overrumplende originale debut, ‘Philharmonics’, i 2010 og konsolideringen med ‘ Aventine’ må Agnes Obels dedikerede publikum belave sig på at skulle spidse ører, nu hvor hun udvider sit tidløse rum. (Politiken)
The Monkees – Good Times!
I år fejrer et af 60’ernes store popbands 50 års jubilæum, nemlig the Monkees. Nu er Monkees tilbage i stor stil med en samling catchy popsange. Et album spækket med de helt rigtige 60’er-vibrationer. Kompositionerne er dog lidt overraskende. Ja, altså positivt ment. Blandt sang-bidragsyderne finder man nemlig Ben Gibbard fra Deathcab for Cutie, Rivers Cuomo fra Weezer (ham der skrev Buddy Holly), Noel Gallagher (Oasis), Paul Weller (the Jam) og Andy Partridge fra bandet XTC.
Ebbot Lundberg & The Indigo Children – For the ages to come
Veteranen fra det legendariske svenske band Soundtrack of our Lives fik i starten af året kyndig assistance af det purunge backing-band The Indigo Children, hvilket resulterede i hjertevarm, halv-psykedelisk pop-musik fra øverste skuffe. En malerisk cocktail bygget op omkring svenskerekvilibristisk indie og rockende spilleglæde – alt sammen serveret med et tilforladeligt, gammelklogt glimt i øjet. Vi må konkludere, at Ebbot, den svenske rockscenes grand-old man, er en sand mester med hjertet og uniformsølvknapperne på det rette sted!
Kevin Morby – Singing Saw
Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)
Elevatorfører: Prøv lige at forestille dig det
“Den danske psych-gruppe Elevatorfører debuterer med ikke færre end to væsensforskellige lp’er udsendt på samme dag. Og de placerer sig med omhyggelig præcision midt i mellem syrerocken og den socialrealistiske musik, ja, når pressemeddelelsen taler om, at »bandet tager tråden op fra 60′ ernes musikkollektiver som Røde Mor og Furekåben«, er det ikke ukorrekt, resultatet taget i betragtning. De forfalder dog hverken til førstnævntes postulerede betonsocialisme eller sidstnævntes helt ude i hampen musikalske bestræbelser..” (Information)
Angel Olsen: My woman
Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte (Soundvenue)
Bisse: Højlandet
Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)
Leonard Cohen: You want it darker
Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.
Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree
Det tragiske tab af den 15-årige søn Arthur lægger sig tungt henover de sorte tangenter på klaveret og Nick Cave lyder flere steder på Skelleton Tree som om han er ved at miste al kraft i forsøget på at omfavne de tanker og ord han rummer. Skelleton Tree er en søgen efter lyset der, hvor mørket har sænket sig….og det er mesterligt.
Kent: Då som nu för alltid
Fyldt med tilbageblik tager Kent den sidste tur gennem spøgelsesbyen, og sætter et endeligt punktum for en lang karriere, der altid har beriget lytteren med store melodiske, melankolske og smukke toner og ord. På Då Som Nu För Alltid tabes intet på gulvet, idet albummet formår at fremstå som en tour de force udi at indramme Kents univers.
David Bowie: Blackstar
På mange måder er Blackstar den mest personlige udgivelse Bowie præsenterede for os igennem hele den exceptionelle karriere, og den føles også som én af de vigtigste! Bowie formår her på fornem vis, at indfange al den fascination han selv havde for musik, og destillere den til stor kunst. Musik fyldt af kontraster: umiddelbar, intrigant, fjern, nær, fantasifuld, insisterende, alvorlig og alligevel så legende. Et sidste mesterværk fra denne store kunstner.
Red Hot Chili Peppers – The Getaway
Med Dangermouse solidt plantet i producerstolen møder vi, på The Getaway, Red Hot Chili Peppers i en lidt mindre rocket og anstrengt udgave. Men der er nu heller ingen grund til at Peberdrengende skal helt op i det røde felt, når de synes mere afklaret, ja endda reflekterende, end længe. Albummet er fyldt med gode melodiøse sange med et godt drev i, og pakket godt ind i vellyd……
Godt nytår ønskes I alle af Thorlund, Rosenblad & Olsen!
Musikudvalget.dk 