”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.” (Soundvenue)
Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.
Når HOPE SANDOVAL synger, indhyller hun hele sangen i sin stemmes dis af lige dele barnlig naivitet og dyrt købte erfaringer. Alt andet bøjer i hendes retning, instrumenter, melodier og stemmer..en øvelse i langsom skønhed.(Politiken)
“..numre, som langtfra hører til blandt det mest kendte pensum om Pink Floyd. Der er tale om versioner, som er blevet til enten i et studie, hos BBC eller live, og samlet set dokumenterer opsamlingen, at den britiske gruppe turde eksperimentere.” (JP)
“I efteråret 2014 spillede Kate Bush 22 udsolgte koncerter på Hammersmith Apollo i London. Og selvfølgelig leverede hun et show af den anden verden. 29 numre fordelt på 3 akter og 2,5 times musik med en 56-årig Kate Bush i storsyngende topform..en triumf af et genhør med en af musikkens mest unikke kvindelige kunstnere.” (Berl.)
“Hvis man vil have poleret og strømlinet musik, må man søge andre steder hen. Vil man i stedet opleve en musiker i spillehumør og med et syn på verdens gang, er “Peace Trail” et godt sted at stoppe op. Neil Youngs lp har charme og karakter.” (JP)
”The Warmongers har afsæt i Thee Attacks og Wizzard of Love. Og ikke mindst indflydelsen af Thee Attacks retro-forelskede genopdagelse af tressernes uforfalskede rå og dog poppede garagerock er tydelig.” Capac.dk
Michel Bellis anden lp med sit band den syvende søn når nye ambitiøse højder, og hvad den ikke har i små poppede radiovenlige hits (som på den forrige udgivese), har den til gengæld i længere og mere komplekse kompositioner.
“Light In The Attic Records is proud to continue its Lee Hazlewood Archival Series with this expanded reissue of Cowboy in Sweden. Released as the last LHI LP, Cowboy in Sweden was a soundtrack to the 1970 cult classic film of the same name starring Lee Hazlewood.” (lightintheattic.net)
“En trykkoger af et album om vrede, optøjer, social ulighed og personlige smertepunkter … Man kan godt få en snert af stress, når Killer Mike kalder til revolution … Men indimellem får vi også lov til lige at trække vejret.” (Politiken)
“Blikket er blevet mere fast. Lyden større og mere kropslig. Allerede på åbningsnummeret, »Dangerous«, mødes vi af diskante synth-horn og et listigt UK Garage-groove, der sigter efter dansegulvet på en helt anden måde end tidligere … Det virker som en naturlig udvikling for et band, der lagde så tyst og stille ud.” (Berl.)
Udover vores top 20 med albums skal I naturligvis ikke snydes for en liste med de bedste enkelt-tracks fra sidste år. Det er atter smagsdommerne Olsen, Rosenblad og Thorlund som har stået for dette sammenskrab af geniale sange, som har rumsteret i deres hoveder i løbet af sidste år, og som stadig gør det! Det er der minsandten kommet en Youtube-playliste med hele 30 sange ud af! Alle med dertilknyttede, glimrende musikvideoer. Se med nedenfor eller endnu bedre på jeres tv derhjemme!
Det var året, hvor Bob Dylan fik Nobelprisen i litteratur – og hvor verden mistede Prince, David Bowie, Leonard Cohen, George Michael og den ‘5. Beatle’, musikproduceren George Martin. Alle ikoner, der ikke bare bidrog til musikhistorien, men satte retning på den.
David Bowie udgav “Blackstar” kun et par dage inden hans død, og nummeret “Lazarus” blev hurtig fortolket som en hentydning til hans egen snarlige bortgang. Og så gentog historien sig: Leonard Cohen nåede også at udgive sit sidste album kort tid inden han døde i november. “You Want It Darker” kredser om adskillelse og det store farvel, knivskarpt leveret af en stemme, der ikke kunne blive dybere, og med den ro og nærvær, som var Cohens varemærke.
På Hovedbiblioteket markerede vi Bowie med et suverænt foredrag af Jan Poulsen. Udsolgt og en stor succes. Cohen og Dylan har længe prydet vores udstillingspodie. Og til foråret giver vi Dylan endnu mere fokus. Hvordan, vil programmet for bibliotekets arrangementer afsløre i det nye år.
På den klassiske musik-front var det året, hvor verden mistede to sværvægtere, den franske komponist og dirigent Pierre Boulez og den østrigske cellist og dirigent Nikolaus Harnoncourt. To modpoler kan man sige. Pierre Boulez hørte som komponist til modernismen inden for klassisk musik, mens Harnoncourt var foregangsmand for opførelse af tidlig klassisk musik på originalinstrumenter. Sidstnævnte var et emne vi valgte at have på programmet i bibliotekets klassiske lytteklub. En lærerig aften, hvor bestyrer af lytteklubben, operasanger Susanne Lange, lagde op til at sammenligne indspilninger af klassisk musik, og hvor vi undrende kunne konstatere, hvor forskelligt den samme musik kan lyde afhængig af måden, den opføres på.
På en måde var der en rød tråd igennem året, der hed ‘musik og tekst’. Cohen, Bowie og Dylan har allerede været nævnt. Deres digtning hænger uløseligt sammen med deres musik. Men ind fra højre kom også Shakespeare, hvis død for 400 år siden blev markeret med et arrangement i lytteklubben, hvor musik inspireret af hans skuespil var i fokus. Og i en lidt anden boldgade havde lytteklubben fokus på teksten, da vi mødtes om Schuberts sangcyklus “Winterreise”. Det blev faktisk et tilløbsstykke. Er der noget, vi har overset her? Måske ligger der hos brugerne af vores bibliotek en særlig interesse for sammenhængen mellem tekst og musik? Måske er der en pointe her, vi skal kigge nærmere på?
Når jeg nu er ved kombinationen af musik og tekst, så var det også året, hvor en amerikansk musical fik ekstra opmærksomhed, da landets kommende republikanske vicepræsident aflagde forestillingen et besøg på Broadway, og som konsekvens fik både læst og påskrevet af publikum og skuespillere, der var bekymrede for USA’s fremtid. Musicalen “Hamilton” er skrevet af Lin-Manuel Miranda og handler om Alexander Hamilton, en af USAs grundlæggere. Er New York en tand for langt væk, kan musical-elskere glæde sig til, at musicalen får premiere i London oktober 2017. Musikken er naturligvis indkøbt til biblioteket.
Og her til slut en opsummering: Det var året, hvor den danske jazzviolinist Svend Asmussen fyldte 100 år, og hvor paraplysamleren, den excentriske franske komponist Erik Satie fyldte 150. Begge markeret med blog-indlæg og udstillinger. Hvor Jan Poulsen kom forbi Hovedbiblioteket endnu engang og denne gang holdt foredrag om Dizzy Mizz Lizzy. Og hvor det ikke var George Martins lyd, der prægede vores Beatles-arrangement med Per Wium, med derimod elever fra Hvidovre Musikskole, der lagde soundtrack til det velbesøgte foredrag. Og så var det året, hvor vi i anledning af Vestegnens Kulturuge og det store arrangement ‘Biblioteket på den anden side’, kunne invitere til koncert med Dissing & Las i børnebiblioteket og senere på dagen, til koncert med Pernille Rosendahl. Tak for det og for enormt flot produceret lyd i Hvidovre Medborgersal.
Og sådan gik året på Hvidovre Hovedbibliotek med udstillinger, blog-indlæg, koncerter, arrangementer, fællessang og masser af nyindkøbt musik.
På vegne af Musikudvalget vil jeg sige tak for musikåret, der gik på biblioteket.
Hvad var det for udgivelser, som gjorde et særligt indtryk på Musikudvalgets tre rock-skribenter Thorlund, Rosenblad og Olsen i 2016? Traditionen tro kan du her ved udgangen af året læse vores gennemgang. Det sker nedenfor i nævnte skribent-rækkefølge. Vi har hver især selekteret en håndfuld+ udgivelser fra det forgangne år – uden nogen prioriteret rækkefølge. Lyt til eksemplerne via Youtube og grav evt. et spadestik dybere ved at låne musikken på biblioteket (via linket). Kan du mon klare så megen god musik? Rigtig god fornøjelse 🙂
Alcest – Kodama
Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.
”PJ Harvey har de sidste fire år rejst I Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil ”Let England Shake”, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.” (Gaffa)
Den 24-årige amerikaner Will Toledo nåede at udgive hele 11 albums på Bandcamp, inden han blev snuppet af Matador Records i 2015. ”Teens of Denial” er hans hidtil bedste. Dyrk hans dybt originale, sjove og rammende tekster, fx om hans første og eneste psykedeliske trip: ”Last Friday I took acid and mushrooms – I did not transcend, I felt like a walking piece of shit in a stupid looking jacket”. Anbefales til fans af Pixies (loud-quiet-loud og skrig, som vor Frank Black lavede dem) og Pavement.
”Compassion” lyder som enden på den lange rejse, Hannes Nordvidde begav sig ud på med Lust For Youth for omtrent seks år siden. Et soloprojekt har, efter udskejelser med indadvendt lo-fi og Casio-klaver, vokset sig stort og stærkt og sågar budt Malthe Fischer og Loke Rahbek om bord. Med 2014’s ”International” blev skallen brudt, og nu står der et mesterværk af genfødt og gennemført new wave med en nøjagtig ligevægt mellem de store armbevægelser og de små dunkle atmosfæriske følelser.” (Gaffa)
På “The Colour in Anything” skyder Blake med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer – stort set – alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken…Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul – det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger…Det er fremragende.” (Information)
”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.” (Soundvenue)
“Fixion fletter sort-hvide følelser sammen til et mixtape for melankolikere… Forbillederne som Suicide, The Cure og Slowdive star stærkest, når de bliver blandet sammen i båndsalat med techno og industriel elektroniks music, I brudstykker og forvrængede instrumentale stemmer.” (Politiken)
Som for at stikke en kæp i hjulet på årslistekonstrueringen smed Run the Jewels deres tredje album på gaden tre uger før tid. Og tak for den julegave, siger jeg bare. Med RTJ3 har El-P og Killer Mike begået deres bedste album til dato, og årets bedste hiphop-udgivelse.
Hele albummet (samt de to forrige) kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.
Agnes Obel – Citizen of glass
‘Citizen of Glass’ er et inspirerende album, som bringer Agnes Obel nye steder hen uden at forlade de gamle. Efter den overrumplende originale debut, ‘Philharmonics’, i 2010 og konsolideringen med ‘ Aventine’ må Agnes Obels dedikerede publikum belave sig på at skulle spidse ører, nu hvor hun udvider sit tidløse rum. (Politiken)
I år fejrer et af 60’ernes store popbands 50 års jubilæum, nemlig the Monkees. Nu er Monkees tilbage i stor stil med en samling catchy popsange. Et album spækket med de helt rigtige 60’er-vibrationer. Kompositionerne er dog lidt overraskende. Ja, altså positivt ment. Blandt sang-bidragsyderne finder man nemlig Ben Gibbard fra Deathcab for Cutie, Rivers Cuomo fra Weezer (ham der skrev Buddy Holly), Noel Gallagher (Oasis), Paul Weller (the Jam) og Andy Partridge fra bandet XTC.
Ebbot Lundberg & The Indigo Children – For the ages to come
Veteranen fra det legendariske svenske band Soundtrack of our Lives fik i starten af året kyndig assistance af det purunge backing-band The Indigo Children, hvilket resulterede i hjertevarm, halv-psykedelisk pop-musik fra øverste skuffe. En malerisk cocktail bygget op omkring svenskerekvilibristisk indie og rockende spilleglæde – alt sammen serveret med et tilforladeligt, gammelklogt glimt i øjet. Vi må konkludere, at Ebbot, den svenske rockscenes grand-old man, er en sand mester med hjertet og uniformsølvknapperne på det rette sted!
Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)
“Den danske psych-gruppe Elevatorfører debuterer med ikke færre end to væsensforskellige lp’er udsendt på samme dag. Og de placerer sig med omhyggelig præcision midt i mellem syrerocken og den socialrealistiske musik, ja, når pressemeddelelsen taler om, at »bandet tager tråden op fra 60′ ernes musikkollektiver som Røde Mor og Furekåben«, er det ikke ukorrekt, resultatet taget i betragtning. De forfalder dog hverken til førstnævntes postulerede betonsocialisme eller sidstnævntes helt ude i hampen musikalske bestræbelser..” (Information)
Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte (Soundvenue)
Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)
Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.
Det tragiske tab af den 15-årige søn Arthur lægger sig tungt henover de sorte tangenter på klaveret og Nick Cave lyder flere steder på Skelleton Tree som om han er ved at miste al kraft i forsøget på at omfavne de tanker og ord han rummer. Skelleton Tree er en søgen efter lyset der, hvor mørket har sænket sig….og det er mesterligt.
Fyldt med tilbageblik tager Kent den sidste tur gennem spøgelsesbyen, og sætter et endeligt punktum for en lang karriere, der altid har beriget lytteren med store melodiske, melankolske og smukke toner og ord. På Då Som Nu För Alltid tabes intet på gulvet, idet albummet formår at fremstå som en tour de force udi at indramme Kents univers.
På mange måder er Blackstar den mest personlige udgivelse Bowie præsenterede for os igennem hele den exceptionelle karriere, og den føles også som én af de vigtigste! Bowie formår her på fornem vis, at indfange al den fascination han selv havde for musik, og destillere den til stor kunst. Musik fyldt af kontraster: umiddelbar, intrigant, fjern, nær, fantasifuld, insisterende, alvorlig og alligevel så legende. Et sidste mesterværk fra denne store kunstner.
Med Dangermouse solidt plantet i producerstolen møder vi, på The Getaway, Red Hot Chili Peppers i en lidt mindre rocket og anstrengt udgave. Men der er nu heller ingen grund til at Peberdrengende skal helt op i det røde felt, når de synes mere afklaret, ja endda reflekterende, end længe. Albummet er fyldt med gode melodiøse sange med et godt drev i, og pakket godt ind i vellyd……
Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.
Historien om Everly Brothers fortælles i denne eminente dokumentar. Meget mere indflydelsesrige end man lige går og tror og en duo, som har solgt millioner og atter millioner af albums i sluthalvtresserne og op gennem tresserne.
På sit nye album har Joan Wasser fundet sammen med sin amerikanske kollega Benjamin Lazar Davis, der ad den vej udvider hendes kunstnernavn Joan As A Police Woman til et duo. Der efterlades ingen tvivl om, at Let It Be You er et album fra Joan As A Police Woman, men det tætte samarbejde giver hendes soulfyldte bagtæppe nye musikalske nuancer. (Gaffa)
Marching Church .. har udviklet sig til et kollektiv, hvor flere talenter kommer til fadet og løfter og forfiner frontmandens visioner. De fremstår ganske enkelt langt mere homogene og i synkronisering med hinanden. Iceage rumsterer i kulissen, og Marching Church følger flere steder samme æstetiske diskurs. (Soundvenue)
Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)
Available here for the first time are these newly discovered master tapes, recorded by Goodbye & Hello’s producer Jerry Yester, along with an ultra-rare acetate, found to be in co-songwriter (and best friend) Beckett’s possession. (Light In The Attic Records)
James Blake er med “The Colour in Anything” trådt op i en liga for de ganske få, der kan skabe dramatisk stor kunst med udramatiske virkemidler. (Soundvenue)
Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)
Det her er det musikalske svar på en gang læsterlige klø: Fem omgange i ringen, så sveden springer af panden og bisserne borer sig ned i tandbeskytteren. Fra første til sidste sekund er der dømt drævende, drøje nyrehug, så man som lytter ser sol, måne og stjerner, ganske enkelt. (Soundvenue)
Bat For Lashes er en rigtig albumkunstner, hvilket understreges med den nye konceptagtige plade, der kredser om kærlighedens glæder og sorger. (Jyllands-posten)
Pinks Floyds debut genudsendt i remastered udgave på vinyl. En milepæl indenfor psykedelia med en sprudlende Syd Barrett, der endnu var på sit kreative højdepunkt.
Man behøver ikke nødvendigvis at lade sig narre af albummets titel – her er ikke tale om bløde kærlighedsballader svøbt i sirup og Michael Bolton, men derimod om instrumentalmusik, som placerer sig et sted mellem ambient og electronica, her og der udstyret med sporadiske kor-agtige passager samt en smule støjmanipulation.(Gaffa)
Med The Ship har Eno begået et album, der på den ene side næsten skamdyrker de ambiente dyder, som man i høj grad forbinder med netop Brian Eno, men som også trækker spor i andre retninger, især i kraft af de vokale passager, hvilket skaber et resultat, der både hviler i og er i konflikt med sig selv på en ret interessant facon.(Gaffa)
Den særegne svenske rocktroubadur Joakim Thåström´s karriere strækker sig helt tilbage til slutningen af 1970erne, hvor manden slog sine folder i bla. Ebba Grön og Imperiet. Siden 1989 har han dog primært markeret sig som soloartist. På Ungefär så här samles således samtlige soloalbums, hvor især de seneste tre fremstår blandt den vigtigste og bedste nordiske rockmusik hidtil i dette årtusinde!
Det er et rigtig godt og velproduceret album, der bare kræser for dine ører. Det tunge skyts havde de desværre allerede skudt af i form af de to singler, men der var stadig masser af overraskelser at finde, ud over de to fantastiske numre. Det når dog ikke op på samme højde som deres debut, men det helt sikkert mere end bare godkendt. Dette album kunne vi ikke have været foruden.
(heavymetal.dk)
Få ting er så sikre som klangen af Dougie, Neil, Andy og Fran. De fire skotter fra Travis har nu gennem snart 20 år leveret velklingende og let indiepoprock, og dette ottende album er ingen undtagelse….. Der er ingen nye boller på suppen, eller vilde og radiovenlige hits for den sags skyld. Sympatiske sange af verdens rareste skotter. That’s it. (Gaffa)
Tre år er der gået siden vi første gang stødte på Søren Juuls sangunivers i form af det fornemme debutalbum Somewhere Else, udgivet under pseudonymet Indians. Vi gav albummet følgende ord med på vejen: En skrøbelig, sitrende og sart skønhed præger Søren Løkke Juuls (aka Indians) indadvendte men dejlige plade, og det var helt naturligt, at vi medtog Somewhere Else på vores liste over de bedste udgivelser samme år. Jeg havde senere den store glæde, at opleve hvordan Søren lykkedes med at transformere denne skrøbelig og fine musik til en overbevisende intens liveoplevelse, hvor mandens stærke vokal blev iklædt et mere elektronisk udtryk, da han tryllebandt Store Vega under et opvarmningsjob for Kashmir. Nu er det så blevet tid til næste udgivelse fra Søren Juul, der har valgt at lægge navnet Indians bag sig, og vi kan her på bloggen således præsentere en helt dugfrisk video til sangen Pushing Me Away (se ovenfor!), der er anden teaser for det nye album, der udsendes d.17 juni. Første teaser var den lille popperle Dear Child, og den skal i da heller ikke snydes for:
Vi har holdt vagtskifte i musikudvalget, og i den gode smags tjeneste er væggen i musikafdelingen denne måned prydet med stærke udgivelser fra de seneste 6 årtier! Alle er personlige favoritter, og er selvfølgelig at finde i bibliotekets musiksamling.
En af måderne at komme Shakespeares univers nærmere, er ved at lytte til noget af den enorme mængde musik, som igennem tiderne er blevet komponeret over hans skuespil, eller som bare henviser til eller citerer den store dramatiker /poet. Start f.eks. med at dykke ned i musikken som den blev komponeret og anvendt i hans egne skuespil, på hans egen tid. Musikken finder du lige her: Shakespeare’s musick. Eller gå i biograf-mode og lyt til originalmusikken fra Much Ado About Nothing (1993), Henry V (1989), Hamlet (1996), Love’s Labour’s Lost (2000) og As You Like It (2006) skrevet af den skotske filmkomponist Patrick Doyle, alle film med et solidt fingeraftryk af den nordirske skuespiller Kenneth Branagh. Eller bliv ved filmens verden og gå lidt længere tilbage i tiden til henholdsvis 1944 og 1948 og William Waltons musik til Hamlet og Henry V med Laurence Olivier i hovedrollerne. (En lille servicemeddelelse: Oliviers Hamlet kan opleves open-air i forbindelse med markeringen af Shakespeare-året på Kronborg d. 15 august). Hvis du er til opera, kan du ikke komme uden om Verdis 1800-tals værker Falstaff, Otello og Macbeth. Eller Thomas Adès’ The Tempest fra 2003. Er du til drama uden ord er ballet måske sagen: Prokofievs musik til Romeo og Julie (1935) hører til den helt store ballet-musik, og af berømt musik komponeret til skuespillet En skærsommernatsdrøm er Mendelssohn-Bartholdys – inkl. berømt bryllupsmusik. Er du mere til genren midt i mellem det hele, musicalen, er der også rig mulighed for at opleve Shakespeare, f.eks. i Broadway-musicalen The Boys From Syracuse (1938) med musik af Richard Rodgers baseret på komedien A Comedy Of Errors, eller Leonard Bernsteins West Side Story (1957) baseret på Romeo og Julie. Og skal det hele være lidt sjovere er Cole Porters Kiss Me, Kate (1948) et godt bud på en “backstage-komedie”, der handler om et teaters opførerelse af The Taming Of The Shrew, og hvorfra sangen “Brush Up Your Shakespeare” stammer. Endelig må vi ikke glemme jazzen: Duke Ellingtons album Such Sweet Thunder (1957) var baseret/inspireret af Shakespeare; ej heller må vi glemme de utallige referencer til Shakespeare, som også nulevende kunstnere har anvendt, f.eks. Bob Dylan i sangen Desolation Road, eller såmænd Sebastians monster-landeplage fra 1981, Romeo, for at tage to yderpunkter. Alas. Dette var ordene på denne lørdag d. 23. april 2016, hvor Shakespeare døde for 400 år siden. Og hvor musikken er fulgt ret godt med. Og stadig kan lånes på biblioteket.
Musikudvalget.dk 