Udover vores top 20 med albums skal I naturligvis ikke snydes for en liste med de bedste enkelt-tracks fra sidste år. Det er atter smagsdommerne Olsen, Rosenblad og Thorlund som har stået for dette sammenskrab af geniale sange, som har rumsteret i deres hoveder i løbet af sidste år, og som stadig gør det! Det er der minsandten kommet en Youtube-playliste med hele 30 sange ud af! Alle med dertilknyttede, glimrende musikvideoer. Se med nedenfor eller endnu bedre på jeres tv derhjemme!
Hvad var det for udgivelser, som gjorde et særligt indtryk på Musikudvalgets tre rock-skribenter Thorlund, Rosenblad og Olsen i 2016? Traditionen tro kan du her ved udgangen af året læse vores gennemgang. Det sker nedenfor i nævnte skribent-rækkefølge. Vi har hver især selekteret en håndfuld+ udgivelser fra det forgangne år – uden nogen prioriteret rækkefølge. Lyt til eksemplerne via Youtube og grav evt. et spadestik dybere ved at låne musikken på biblioteket (via linket). Kan du mon klare så megen god musik? Rigtig god fornøjelse 🙂
Alcest – Kodama
Et mesterligt album fra de franske pionerer indenfor ”blackgaze” (black metal + shoegaze). På Kodama henter bagmand og multiinstrumentalist Neige inspiration i den japanske mytologis dualisme. En dualisme, som også kendetegner musikken, der balancerer det lyse og det mørke, det smukke og det brutale til perfektion. Klart det album, jeg har lyttet mest til i år, og en af den slags, der bliver ved med at folde sig ud.
”PJ Harvey har de sidste fire år rejst I Kosovo, Afghanistan og Washington for at finde materiale til sangene. Og hvor PJ Harvey revsede England på sit forrige udspil ”Let England Shake”, er blikket selvsagt nu rettet ud mod verden. Det har ikke gjort PJ Harvey blidere i udtrykket, men vreden er afløst af et nærmest dystopisk verdenssyn.” (Gaffa)
Den 24-årige amerikaner Will Toledo nåede at udgive hele 11 albums på Bandcamp, inden han blev snuppet af Matador Records i 2015. ”Teens of Denial” er hans hidtil bedste. Dyrk hans dybt originale, sjove og rammende tekster, fx om hans første og eneste psykedeliske trip: ”Last Friday I took acid and mushrooms – I did not transcend, I felt like a walking piece of shit in a stupid looking jacket”. Anbefales til fans af Pixies (loud-quiet-loud og skrig, som vor Frank Black lavede dem) og Pavement.
”Compassion” lyder som enden på den lange rejse, Hannes Nordvidde begav sig ud på med Lust For Youth for omtrent seks år siden. Et soloprojekt har, efter udskejelser med indadvendt lo-fi og Casio-klaver, vokset sig stort og stærkt og sågar budt Malthe Fischer og Loke Rahbek om bord. Med 2014’s ”International” blev skallen brudt, og nu står der et mesterværk af genfødt og gennemført new wave med en nøjagtig ligevægt mellem de store armbevægelser og de små dunkle atmosfæriske følelser.” (Gaffa)
På “The Colour in Anything” skyder Blake med spredehagl gennem electronicaens terræn og rammer – stort set – alt, hvad der passer ham. Det sker i en form for soul, hvor genren primært leverer afsæt for hans fraseringskunst, men sjældent får lov at diktere kompositionsteknikken…Over 17 numre og 76 minutter formulerer Blake en på én gang klaustrofobisk og ekspansiv soul – det lyder både så ensomt og så grænseløst flydende i sine formsprængninger…Det er fremragende.” (Information)
”Kyle Dixon og Michael Stein fra bandet S U R V I V E står bag, og soundtracket er én lang homage til 80’ernes særegne æstetik set gennem et synthobjektiv, som makkerparret har arvet fra John Carpenters legendariske horror-scores, Vangelis’ drømmende lydflader og Tangerine Dreams ambiente elektronik.
Det er ren retro, men lavet med samme ærlighed, kærlighed og hyldende tilbageblik som serien selv. Der er som sådan ikke nogen enkeltnumre at fremhæve, for det handler mere om helheden: Det univers, man suges ind i, mens de krystalklare synths og ulmende ambient-stykker bygger op og ned.” (Soundvenue)
“Fixion fletter sort-hvide følelser sammen til et mixtape for melankolikere… Forbillederne som Suicide, The Cure og Slowdive star stærkest, når de bliver blandet sammen i båndsalat med techno og industriel elektroniks music, I brudstykker og forvrængede instrumentale stemmer.” (Politiken)
Som for at stikke en kæp i hjulet på årslistekonstrueringen smed Run the Jewels deres tredje album på gaden tre uger før tid. Og tak for den julegave, siger jeg bare. Med RTJ3 har El-P og Killer Mike begået deres bedste album til dato, og årets bedste hiphop-udgivelse.
Hele albummet (samt de to forrige) kan downloades kvit og frit via gruppens hjemmeside.
Agnes Obel – Citizen of glass
‘Citizen of Glass’ er et inspirerende album, som bringer Agnes Obel nye steder hen uden at forlade de gamle. Efter den overrumplende originale debut, ‘Philharmonics’, i 2010 og konsolideringen med ‘ Aventine’ må Agnes Obels dedikerede publikum belave sig på at skulle spidse ører, nu hvor hun udvider sit tidløse rum. (Politiken)
I år fejrer et af 60’ernes store popbands 50 års jubilæum, nemlig the Monkees. Nu er Monkees tilbage i stor stil med en samling catchy popsange. Et album spækket med de helt rigtige 60’er-vibrationer. Kompositionerne er dog lidt overraskende. Ja, altså positivt ment. Blandt sang-bidragsyderne finder man nemlig Ben Gibbard fra Deathcab for Cutie, Rivers Cuomo fra Weezer (ham der skrev Buddy Holly), Noel Gallagher (Oasis), Paul Weller (the Jam) og Andy Partridge fra bandet XTC.
Ebbot Lundberg & The Indigo Children – For the ages to come
Veteranen fra det legendariske svenske band Soundtrack of our Lives fik i starten af året kyndig assistance af det purunge backing-band The Indigo Children, hvilket resulterede i hjertevarm, halv-psykedelisk pop-musik fra øverste skuffe. En malerisk cocktail bygget op omkring svenskerekvilibristisk indie og rockende spilleglæde – alt sammen serveret med et tilforladeligt, gammelklogt glimt i øjet. Vi må konkludere, at Ebbot, den svenske rockscenes grand-old man, er en sand mester med hjertet og uniformsølvknapperne på det rette sted!
Den 28-årige Morby’s tredje soloalbum. “Melodierne er drømmende flotte, arrangementerne til at gå på opdagelse i og de eksistentielle tekster poetiske” (Politiken)
“Den danske psych-gruppe Elevatorfører debuterer med ikke færre end to væsensforskellige lp’er udsendt på samme dag. Og de placerer sig med omhyggelig præcision midt i mellem syrerocken og den socialrealistiske musik, ja, når pressemeddelelsen taler om, at »bandet tager tråden op fra 60′ ernes musikkollektiver som Røde Mor og Furekåben«, er det ikke ukorrekt, resultatet taget i betragtning. De forfalder dog hverken til førstnævntes postulerede betonsocialisme eller sidstnævntes helt ude i hampen musikalske bestræbelser..” (Information)
Singleforløberne syntes at varsle et stilskifte – og et potentielt mainstream-gennembrud – for Angel Olsen, men ’My Woman’ glimrer som et dybdeborende og introspektivt album, hvor Olsens baggrund i indie og folk lever videre, men i en forfinet og afpudset udgave, der kun giver hendes fremragende stemme endnu bedre betingelser for at tale direkte til lytterens hjerte (Soundvenue)
Albummet er Bisses mest ambitiøse og helstøbte til dato. Som en udmagrende, men givtig, sonisk vandretur i følelsernes kuperede højland, hvor man både finder indre fred og mærker dødsangsten brede sig i kroppen. (Berlingske)
Albummet som blev den canadiske sangers sidste lige inden sin død som 82-årig i november. Ligesom David Bowies Blackstar er dette album et af karrierens højdepunkter og samtidig et testamente, hvor mesteren besynger sin egen død og på sin vis iscenesætter denne.
Det tragiske tab af den 15-årige søn Arthur lægger sig tungt henover de sorte tangenter på klaveret og Nick Cave lyder flere steder på Skelleton Tree som om han er ved at miste al kraft i forsøget på at omfavne de tanker og ord han rummer. Skelleton Tree er en søgen efter lyset der, hvor mørket har sænket sig….og det er mesterligt.
Fyldt med tilbageblik tager Kent den sidste tur gennem spøgelsesbyen, og sætter et endeligt punktum for en lang karriere, der altid har beriget lytteren med store melodiske, melankolske og smukke toner og ord. På Då Som Nu För Alltid tabes intet på gulvet, idet albummet formår at fremstå som en tour de force udi at indramme Kents univers.
På mange måder er Blackstar den mest personlige udgivelse Bowie præsenterede for os igennem hele den exceptionelle karriere, og den føles også som én af de vigtigste! Bowie formår her på fornem vis, at indfange al den fascination han selv havde for musik, og destillere den til stor kunst. Musik fyldt af kontraster: umiddelbar, intrigant, fjern, nær, fantasifuld, insisterende, alvorlig og alligevel så legende. Et sidste mesterværk fra denne store kunstner.
Med Dangermouse solidt plantet i producerstolen møder vi, på The Getaway, Red Hot Chili Peppers i en lidt mindre rocket og anstrengt udgave. Men der er nu heller ingen grund til at Peberdrengende skal helt op i det røde felt, når de synes mere afklaret, ja endda reflekterende, end længe. Albummet er fyldt med gode melodiøse sange med et godt drev i, og pakket godt ind i vellyd……
Vi har holdt vagtskifte i musikudvalget, og i den gode smags tjeneste er væggen i musikafdelingen denne måned prydet med stærke udgivelser fra de seneste 6 årtier! Alle er personlige favoritter, og er selvfølgelig at finde i bibliotekets musiksamling.
Så har vi atter gennemtrævlet revl og krat og sorteret skidt fra kanel for at kunne præsentere en prima Youtube-liste med de absolut bedste sange fra det hulens år 2015. Naturligvis er listen 100% subjektiv og udelukkende baseret på smagsdommeri fra Musikudvalgets side! Enjoy 🙂
Ovenpå en slumrende sommer er musikbranchen atter ved at vågne op, og her i september har en række stærke udgivelser meldt sin ankomst på biblioteket. Hermed et lille udpluk:
Beach House: Depression Cherry
Umiddelbart lyder bandnavnet som glad-i-låget sommermusik. Der er imidlertid tale om det modsatte! Beach House er med andre ord tilbage, hvor de slap med sin drømmende og vemodige indiemusik. En af de helt store inden for ”genren”.
Chelsea Wolfe: Abyss
På ”Abyss” pakkes Chelsea Wolfes klangfulde vokal ind i en dyne af gotiske og doom-metalliske støjflader. En rørende og inderlig nedstigning i mørket.
Sulahue: Eating stars & spitting fire
En overraskende original debut med den dansk/mexicanske sangerinde. Et på en gang legende let, men også et dybt miks af vokalpop, jazz, folk og cirkusmusik.
Fribytterdrømme: Labyrintens Farver
Dette år har budt på flere dugfriske dansksprogede udgivelser inden for den alternative genre og i dette tilfælde syrerocken. Dette unge debuterende fynbo-band giver de garvede veteraner i Spids Nøgenhat baghjul!
Motörhead: Bad Magic
Stodderkongen Lemmy er tilbage i fin form. Motoren er som altid godt smurt med Jack Daniels og bulderer kompromisløst derudad med ind-til-benet-rock’n’roll
Myrkur: M
Dette debutalbum fra danske Mykur byder på en tung sort metal musik, der på fin facon spædes gevaldigt op med Amalie Bruuns messende sopran. En fin kontrast mellem gru og skønhed!
Simonsen, Vinding & Navasse: Diversity
To fløjter og en kontrabas. Jazz, folkemusik og klassisk. Bach, Jan Johansson, svensk og irsk folkemusik. Det hele går op i en højere enhed på dette meget stemningsfulde og stilfulde album med Diversity Trio. Lyt og nyd.
Ten Years After: Ten Years After
Klassisk, britisk 1967-album med det legendariske band Ten Years After er nu genudgivet i en luksusudgave, der både indeholder stereo- og mono-udgaven af albummet samt live-indspilninger.
Ja, vi ved det! Det ER ved at være absolut sidste udkald for 2014-lister. Derfor, her på falderebet, skal I have de sidste ’14-krampetrækninger, og så lover jeg, at vi mander os op og hopper med udstrakte ben og arme ind i det nye år med alt, hvad det indebærer af musikherligheder.
Men nu får I altså 20 sange, som har gjort et stort indtryk på os skribenter i løbet af sidste år. Fordi de slet og ret var og er mageløse, fantastiske, smukke, vilde, uforglemmelige og originale. Nedenfor leverer vores fælles ven Youtube en spilleliste i HD med tyve håndplukkede lækkerier. NB. videoerne er af svingende kvalitet, men det er musikken ikke!
Imens vi varmer op til den store årsliste den 27/12, udfylder vi mellemperioden med en forrygende top-30 videoliste over årets mest forrygende, fabelagtige, fantastiske og uforlignelige sange …
Ikke fra Portugal men fra Portland, USA. Glimrende, charmerende og catchy indiepop. Lån albummet her
Still Corners: Strange pleasures
Englændernes andet album byder på shoegazende dream pop og electropop. “Hittet” Berlin Lovers har været sommerens store hit for undertegnede.Lån albummet her
Youroland: Requiem
Introvert støjrock-dødsmesse, som ikke er for de sarte sjæle. Lad dig blive rystet igennem og hør stor kunst tale!Lån albummet her
Jon Hopkins: Immunity
Hopkins’ fjerde album byder på elektronisk genialitet, vellyd og og minimalisme direkte fra natklubben i dunkel-landet London.Lån albummet her
Ulige Numre: Nu til dags
Ikke helt den produktion, jeg havde håbet på, men alligevel uden at fjerne bandets charme og nerve. Et album som langt hen ad vejen lever op til den hype, der har været omkring bandet, siden de storhittede med København.Lån albummet her
Swim Deep: Where the heaven are we
Opdatering af britpoppen anno 2013. Kombineret med billedet af de 90’erne-lignende grønskollinger på coverets forside, appellerer dette måske ikke til dig ved første gennemsyn. Men lad dig ikke forvirre af indpakningen – det ER bedre, end det ser ud!
DIY-soveværelseskunstneren Ernest Greene gør sig udi drømmende og stemningsfuld pop præget af et varmt og organisk lydbillede. Også smukt som baggrundsmuzak.
Supergruppe bestående af et hold fremragende musikere, der blandt andet har spillet med Raveonettes, The Asteroids Galaxy Tour, Howl Baby Howl, Nikolaj Nørlund, Marie Fisker og 4 Guys From the Future.
Albummet er blevet rost til skyerne af de fleste anmeldere, og forståeligt nok. Utrolig intelligent elektronisk popmusik fra Tyskland – som det kun kan fremstilles dernede, vil mange måske mene.
Storladen pop fra populære White Lies. Hvis man, ligesom jeg, mener, at Editors på deres sidste udspil er blevet alt for tyste og modne, kan man med glæde indtage Big TV i stedet.
Lån albummet her
Franz Ferdinand: Right thoughts, right words, right action
Længe ventet comeback fra de skotske post”punkere”. Denne gang mere post end punk! Et helt ok udspil, som desværre også mangler lidt af det skæve samt den frækhed, man fandt på de to første udspil.
Peter Peter blev for nylig kåret til årets musiker ved uddelingen af Steppeulv-prisen. Meget velfortjent, hvis man spørger mig. Persona er resultatet af et af hans utallige projekter, denne gang med Kira Skov som legekammerat.
Musikudvalget.dk 